Foto: Staff/Mirrorpix/Getty Images
Mark Pearson (bagest, nummer to fra højre) kom til klubben i 1955 og underskrev en professionel kontrakt i maj 1957. Her vandt han også FA Youth Cup for anden gang sammen med blandt andre Alex Dawson og Kenny Morgans. Det var samtidig Uniteds femte FA Youth Cup-triumf i træk.
Samme år fik både Dawson og Morgans debut på førsteholdet, og Morgans var den yngste spiller ombord på flyet, der styrtede den 6. februar 1958.
Modsat dem havde Pearson dog ikke været i førsteholdets kamptrup endnu. Han var derfor én af fire debutanter i FA Cup-kampen mod Sheffield Wednesday den 19. februar 1958, Uniteds første kamp efter ulykken.
Det blev hans første af i alt 14 kampe den sæson. Og selvom han var angriber – en såkaldt ‘inside forward’ – scorede han ikke et eneste mål. Han bidrog dog med andre ting, så som hårde tacklinger, aggressivitet og alsidighed.
Og selvom han ikke scorede, så var han faktisk involveret i to af Uniteds tre mål i debut-kampen, der endte med en 3-0 sejr. The Times skrev følgende efter kampen:
– Men det var præstationerne fra de to unge mænd, Cope i midterforsvaret og den 17-årige (han var 18, red) Pearson i angrebet, der fik os til at gnide os i øjnene af forbavselse. Deres modenhed og forfinede evner får én til at overveje, hvilken anden magi der er gemt væk på Old Trafford.
‘Pancho’ i hård konkurrence
Pearson var ikke kun kendt for sin aggressive spillestil. Han var også kendt som ‘Pancho’, da hans lange sorte bakkenbarter fik ham til at ligne en mexikaner.
Han havde sin bedste sæson i 1960/61, hvor han scorede 9 mål i 33 kampe. Her scorede han begge mål i en 2-1 udesejr mod Blackburn Rovers i december, og det blev også til to mål i en 4-1 sejr mod Birmingham City på Old Trafford i april.
Det var dog den eneste sæson, hvor han scorede mere end 3 mål. Ligesom det var tilfældet for Alex Dawson, var han nemlig udsat for temmelig hård konkurrence om pladserne i front.
I første omgang skyldtes det Bobby Charlton og Dennis Viollet, der blev spilleklar igen efter flyulykken.
Dernæst satte United en ny britisk transferrekord ved at hente Albert Quixall i Sheffield Wednesday. Og siden blev konkurrencen øget i form af Johnny Giles, David Herd og Denis Law.
Da United vandt FA Cup-finalen i 1963 var Pearson ikke med i truppen, og i oktober samme år skiftede han for 17.000 pund til Sheffield Wednesday – klubben han var debuteret imod godt fem år tidligere.
Han nåede at spille 80 kampe for Manchester United med 14 mål til følge.
Ifølge holdkammerat Alan Wardle kunne det dog være blevet til mere, hvis han havde kunnet få en mere gradvis introduktion på førsteholdet.
– Det var nok for meget, og de var nok for unge. Flere ændrede personlighed af det. Mark Pearson var måske det bedste eksempel, sagde Wardle.
– Til tider blev han svinsk (a nasty bastard, red) på banen. Han var virkelig en god spiller, men fik hele tiden karantæne. Normalt ville spillere få en smagsprøve, en mulighed, og så ville de komme tilbage på reserveholdet og gradvist blive introduceret mere og mere. Men München ændrede det, og det ødelagde flere karrierer.
En fornem slutspurt
Efter to sæsoner på Hillsborough skiftede han til Fulham, hvor hans aggressivitet og fightervilje også kom til udtryk. Klubben vandt kun 4 af sine første 23 ligakampe, og en nedrykning fra den bedste række syntes at være uundgåelig.
Men så lavede Fulham en flot slutspurt, idet man vandt 7 af sine sidste 8 kampe. Eller 10 sejre fra de sidste 13. Her var der blandt andet tale om en 2-0 sejr over Liverpool, der blev mestre, samt en 1-0 sejr mod Leeds, der blev nummer to. Dermed endte klubben på en 20. plads og sikrede sig højst overraskende en ny sæson i den bedste række.
I 1968 gik den dog ikke længere for The Cottagers, som rykkede ned og siden endte med en ny nedrykning året efter. Pearson var dog kun med i den første af dem og stoppede karrieren året efter som 29-årig.
Han døde i 2023, 83 år gammel. Han efterlod sig sin hustru Susan, samt døtrene Jackie og Sara.
Denne artikel er 31. del af serien “Jagten på nummer 251”
Serien indeholder også:
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
