Jagten på nummer 251: Wilf McGuinness, nummer 38, 1954-1961

Man United har ifølge egen hjemmeside givet debut til 250 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Foto: John Peters – Getty Images

På ovenstående billede fra 2006 ses flere 50-års jubilarer fra mesterskabet i 1955/56.

Fra venstre er det Wilfred “Wilf” McGuinness, Albert ScanlonJeff Whitefoot, Bill Foulkes, Jack Crompton og John Doherty.

To overlevere fra flyulykken i 1958. Og fire, som af forskellige årsager ikke var med på turen til Beograd.

Men vi går lige lidt længere tilbage. For det er efterhånden almindeligt kendt, at United vandt de første fem FA Youth Cup finaler i 1950’erne.

Og mens de fleste af spillerne kun var med i én eller to af triumferne, så var der fem spillere, der var med hele tre gange.

Duncan Edwards og Eddie Colman var med til at vinde de første tre trofæer. Målmand Tony Hawksworth, Bobby Charlton og Wilf McGuinness var med i nummer to, tre og fire. Den sidste med Wilf som anfører.

Reserve for et fænomen

Vejen til førsteholdet var dog ikke så ligetil for Wilf. Han var midtbanespiller og spillede 84 af sine 85 United-kampe i trøje nummer 6. Dengang var trøjenumrene nemlig knyttet til en position på banen og ikke til den enkelte spiller.

Men trøje nummer 6 var allerede godt fyldt ud af Duncan Edwards, som vi allerede har beskrevet som et fænomen og nok var ét af de største fodboldtalenter, verden har set.

På ungdomsholdet havde Edwards spillet som angriber i de to Youth Cup-finaler, han spillede sammen med Wilf. Og derfor kunne de to sagtens være på banen sammen dér.

Men på førsteholdet var det anderledes, da Edwards her spillede som nummer 6. Og derfor fik Wilf stort set kun spilletid, når Edwards var af sted i sin militærtjeneste eller med landsholdet. Eller var ude med sygdom, som tilfældet var i Wilfs debut mod Wolverhampton, 17 dage før hans 18-års fødselsdag.

Wolverhampton var faktisk også modstanderen i den eneste førsteholdskamp, Edwards og Wilf spillede sammen. Det skete i 1957 med Wilf spillende i forsvaret med nummer 3 på ryggen. Man tabte dog kampen 3-1, og det var altså ikke nogen succes.

Tragedien banede vejen, men skader blokerede den igen

I 1957/58-sæsonen var Wilf ramt af skader og spillede ikke for United mellem oktober og april.

I februar fik han så de tragiske nyheder om, at 8 af hans holdkammerater var døde, mens 2 fik så alvorlige skader, at de ikke kom til at spille fodbold igen.

Dette banede nu vejen for, at Wilf kom til at spille fast i den efterfølgende sæson med 40 kampe, næsten halvdelen af alle hans kampe i United-trøjen.

Her blev United overraskende nummer to i ligaen, kun overgået af Wolverhampton. Og Wilf kom også med på det engelske landhold og spillede to kampe for dem.

Wilf fortsatte sin vigtige rolle i 1959/60-sæsonen og spillede alle holdets kampe frem til et 2-1 nederlag mod Everton i november 1959.

Nederlaget til Everton gjorde dog Busby så utilfreds, at han satte Wilf og Bobby Charlton af holdet, samt målmand Harry Gregg. Trioen måtte derfor spille med reserverne i stedet for.

Og mens både Charlton og Gregg var tilbage på førsteholdet igen omkring nytår, kom Wilf aldrig på banen for dem igen. Han brækkede nemlig sit ben, mens han spillede en decemberkamp for reserverne mod Stoke City.

Her havde han muligheden for at erklære sig fodboldinvalid og modtage en forsikringspræmie. Men i stedet kæmpede han sig tilbage og spillede for reserveholdet i en tid. Han var også med på bænken for førsteholdet flere år efter.

Tættere på kom han dog ikke, og han måtte stoppe sin karriere alt for tidligt. Men heldigvis fandt han andre ting at tage sig til.

Trænervej og afløser for legender

Wilf blev nemlig ungdomstræner i United og afløste i 1964 Jimmy Murphy som træner for reserveholdet. Imens var han også træner for Englands ungdomslandshold, og han var med i trænerstaben, da England vandt VM i 1966.

I 1969 trådte Busby tilbage som cheftræner, men fortsatte i klubben i en anden rolle. Imens fik Wilf rollen som cheftræner og førte United til en 8. plads i sin første sæson. Derudover var holdet også i semifinalen i både FA Cup og League Cup, men tabte begge gange efter tre opgør mod Leeds og to mod Manchester City.

Sæsonen efter gentog man bedriften i League Cup, men tabte igen over to opgør til Aston Villa, der på det tidspunkt spillede i den tredjebedste række. Wilf havde nu stået i spidsen for holdet i 7 semifinalekampe uden at vinde en eneste. Og ca. uge efter den sidste trådte han tilbage som cheftræner, mens Busby overtog igen. Med endnu en 8. plads til følge.

Wilf trænede herefter et par græske klubber, inden han vendte hjem til England for at træne York City, Hull City og Bury.

Wilf’s søn, Paul McGuinness, kom også til at spille i United, men kom aldrig til at spille en kamp for dem. Han blev senere ungdomstræner i klubben, ligesom sin far. Og han var træner for det hold, der vandt FA Youth Cup i 2011 med spillere som Sam Johnstone, Keane-tvillingerne, Jesse Lingard, Ravel Morrison og Paul Pogba.

Denne artikel er 24. del af serien “Jagten på nummer 251”

Serien indeholder også:

Nr. 36 – Billy Whelan

Nr. 35 – Geoff Bent

Nr. 33 – Albert Scanlon

Nr. 29 – Dennis Viollet

Nr. 28 – Duncan Edwards

Nr. 27 – Bill Foulkes

Nr. 26 – John Doherty

Nr. 25 – David Pegg

Nr. 24 – Eddie Lewis

Nr. 22 – Jackie Blanchflower

Nr. 20 – Mark Jones

Nr. 18 – Don Gibson

Nr. 17 – Tom McNulty

Nr. 16 – Jeff Whitefoot

Nr. 11 – John Anderson

Nr. 9 – Johnny Morris

Nr. 8 – John Aston Senior

Nr. 7 – Charlie Mitten

Nr. 5 – Johnny Hanlon

Nr. 4 – Johnny Carey

Nr. 3 – Stan Pearson

Nr. 2 – Jackie Wassall

Nr. 1 – Tom Manley

Forrige artikel

Onsdagens rygter

Næste artikel

Fernandes kåret til årets spiller

ANNONCE