Jagten på nummer 251: Billy Whelan, nummer 36, 1953-1958

Man United har ifølge egen hjemmeside givet debut til 250 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

16. maj 2024 15:40

William Augustine Whelan er født i Dublin og er i Irland bedst kendt som “Liam” Whelan. Han kom i 1953 til United kort før sin 18-års fødselsdag. Her er han dog bedre kendt som “Billy” Whelan. Kært barn har mange navne.

Chefscout Bert Whalley var egentlig i Dublin for at se en anden spiller, men det var Whelan, der fangede hans opmærksomhed og endte med at skrive kontrakt med klubben.

Imens havde United kvalificeret sig til finalen mod Wolverhampton i den første FA Youth Cup nogensinde. Men John Doherty var blevet alvorligt skadet i semifinalen, og derfor trådte Whelan direkte ind på holdet. Og han scorede i begge finalekampe, det ene med hælen, i en samlet 9-3 sejr til United.

Året efter var han også med, da United vandt sin første internationale turnering, Blue Stars/FIFA Youth Cup, med en finalesejr på 4-0. Her var han blandt andre på hold med Duncan Edwards, David Pegg, Eddie Colman, Albert Scanlon, Bobby Charlton og Wilf McGuinness.

Men det var Whelan, der skilte sig ud og blev kåret som kampens spiller i finalen. Scouts fra brasilianske Santos forhørte sig også, om han ville spille for dem. Men Busby afviste dem.

– Han skal ingen steder. Måske tror de, de kan gøre ham til den bedste spiller i verden. Det kan vi selv gøre.

Målamok

På førsteholdet fik han debut i marts 1955 kort før sin 20 års fødselsdag. Han nåede at spille 7 kampe i debutsæsonen, fulgt af 13 i den efterfølgende, hvor United blev mestre.

I 1956/57 fik han sit endelige gennembrud og startede sæsonen med at score i otte ligakampe i træk. En rekord, der holdt helt indtil Ruud van Nistelrooy godt 45 år efter.

I sidste ende scorede han 33 mål i 54 kampe den sæson, og han stod altså ikke tilbage for Tommy Taylor og Dennis Viollet, der ellers formede en farlig angrebsduo.

I den sæson scorede trioen tilsammen hele 93 mål, mens klubben genvandt mesterskabet og nåede finalen i FA Cup.

United vandt dog ikke FA Cup-finalen, efter målmand Ray Wood brækkede kæben tidligt i kampen, så Jackie Blanchflower i stedet måtte vogte buret. Man kom dog derfra med et hæderligt 2-1 nederlag med Billy Whelan kåret som kampens spiller.

En kold aften i Bilbao

I kvartfinalen i Mesterholdenes Europa Cup skulle man i januar 1957 spille ude mod Athletic Bilbao. De havde vundet den spanske double og var ligesom United med i turneringen for første gang. De var også kendt for offensiv fodbold og havde en gennemsnitsalder på 23 mod Uniteds 22.

Det var Uniteds første kamp på spansk grund, og Bill Foulkes har udtalt, at de forventede at skulle spille under varme forhold. De blev dog mødt af det modsatte, startende med en kold flyvetur, der fik klubformand Harold Hardman indlagt med hypotermi.

På banen blev det også en kold modtagelse. Den var for det første klædt i sne og blev hurtigt en mudderpøl at spille på. Derudover var det også et yderst oplagt hjemmehold, der var foran 3-0 ved pausen. United kom dog flot tilbage til 3-2, men indkasserede yderligere to mål i anden halvleg.

I det 85. minut fik United reduceret til 5-3, hvilket gav et bedre udgangspunkt inden returen. Og det var et perlemål af Whelan, der driblede op langs venstresiden, snød en forsvarer og sparkede bolden op i målhjørnet. Et mål, der er sammenlignet med Ryan Giggs’ udødelige scoring på Villa Park i 1999.

Selvom det stadig endte med at være Uniteds første europæiske nederlag, gik man alligevel videre, da man vandt returkampen 3-0 på Old Trafford, den 6. februar 1957. Præcis et år inden ulykken i München.

Semifinalen blev dog endestationen for United, der tabte til vinderne fra Real Madrid. De var ellers kun endt på 3. pladsen i La Liga året før, 10 points efter det unge hold fra Bilbao.

Bobby Charltons læremester

I samme sæson, hvor Taylor, Viollet og Whelan tilsammen scorede 93 gange, begyndte en ung Bobby Charlton også at røre på sig. Og med 12 mål i 17 kampe gjorde han hurtigt et godt indtryk.

Charlton var tiltænkt Whelans rolle som nummer 8, lige til højre for spidsangriberen. Men efter sin debut i Tommy Taylors rolle som nummer 9, spillede han oftest som nummer 10 i stedet for Dennis Viollet i debutsæsonen 1956/57.

I det efterfølgende efterår kæmpede Whelan og Charlton dog om den samme position, og Whelan blev foretrukket, indtil United i december 1957 løb ind i en dårlig stime. 3-4 mod Spurs, 0-1 mod Dukla Prag, 3-3 mod Birmingham og 0-1 mod Chelsea.

Dette fik Busby til at lave fire markante ændringer til næste kamp mod Leicester. Harry Gregg erstattede Ray Wood i målet. Kenny Morgans og Albert Scanlon erstattede Johnny Berry og David Pegg på kanterne. Og Whelan blev erstattet af Bobby Charlton, som ikke kun var hans direkte konkurrent. Han var også hans tætte ven og bofælle.

United var nu ubesejrede i de følgende 11 kampe, til og med udekampen mod Røde Stjerne d. 5. februar 1958. Og selvom Whelan ellers havde scoret 14 mål i 24 kampe den sæson, så blev nederlaget mod Chelsea hans sidste kamp på førsteholdet.

På det irske landshold nåede han at spille 4 kampe, med den tidligere United-anfører Johnny Carey som sin landstræner.

Reserveret og religiøs

Whelan er beskrevet som en indadvendt person. Han var ofte stille, men lod fødderne tale med sine 52 mål i 98 kampe for United.

Det er et rigtig fint målsnit for en spiller, der ikke engang spillede som spidsangriber. Alligevel fremhæves han oftere for sine egenskaber, end for sine mål. Med hans driblinger og blik for spillet blev han beskrevet som limen i Uniteds farlige offensiv.

Selvom Whelan trivedes i United, savnede han også livet i Irland og rejste hjem, så ofte han kunne. Faktisk bad han Busby om lov til at rejse hjem til Dublin i stedet for at tage med til Beograd.

Han skulle nemlig giftes med sin Ruby i juni 1958 og ville tage del i forberedelserne. Men Busby ville have ham med som reserve, og sådan blev det.

Whelan var katolik og meget troende. Og da piloterne den 6. februar 1958 for tredje gang forsøgte at få flyet i luften, sagde han til sine holdkammerater:

– Hvis det her er døden, så er jeg klar til det.

Desværre endte det netop sådan, for Whelan var én af de 8 spillere, der døde som følge af ulykken. Og han var den eneste af dem, der ikke var englænder. Han blev kun 22 år og har siden lagt navn til Liam Whelan Bridge i Dublin.