Jagten på nummer 251: Geoff Bent, nummer 35, 1951-1958

Man United har ifølge egen hjemmeside givet debut til 250 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

5. maj 2024 10:45

Foto: Naomi Baker – Getty Images

Der skal typisk mere end 12 kampe til, før en spiller får sin egen artikel i denne serie om de vigtigste United-spillere af egen avl.

Vi gør dog en undtagelse med Geoff Bent, som var én af de 8 spillere, der døde af flyulykken i 1958. En anden var anfører Roger Byrne, som faktisk var hovedårsag til, at Bent kun spillede 12 kampe for Uniteds førstehold.

Vi tillader os derfor også at introducere Byrne i denne artikel. De to spilleres karrierer, liv og død kom i sidste ende også til at hænge uløseligt sammen.

Roger Byrne: Den temperamentsfulde kaptajn

Roger William Byrne kom til United i 1949, hvor han fyldte 20 år. Han er derfor ikke af ‘egen avl’, da han først kom efter sin 18 års fødselsdag. Som senior spillede han dog ikke for andre klubber end United. Og så var han og Jackie Blanchflower de første, der blev omtalt som Busbys “Babes”.

I november 1951 fik han sin debut, 22 år gammel. John Aston Senior var holdets venstre back og blev året før Uniteds første VM-spiller. Men i den følgende sæson spillede han som angriber og vikar for en skadet Jack Rowley. Og det klarede han over al forventning med 16 mål.

Det gav nu plads til Byrne, der spillede 24 kampe i debutsæsonen, de fleste som venstre back. Aston fastholdt dog ikke målformen og blev igen rykket tilbage. Og i stedet kom Byrne nu til at spille på venstrekanten og imponerede i foråret 1952 med 7 mål i 6 kampe, mens United vandt sit tredje mesterskab.

På trods af succesen var Byrne ikke tilfreds med rollen og bad om at skifte til en anden klub. Derudover lod han også sit temperament få frit løb under en USA-tur, som han var tæt på at blive sendt hjem fra. Busby fik ham dog overtalt til at blive i klubben og brugte ham fremover i forsvaret.

I 1955 gjorde Busby ham også til anfører. Det var han i to fulde sæsoner, hvor United vandt to mesterskaber og to Charity Shield-finaler. Derudover førte han dem også til to semifinaler i træk i klubbens første deltagelser nogensinde i mesterholdenes Europa Cup.

I alt spillede han 280 kampe for United og scorede 20 mål.

Imens spillede Byrne 33 landskampe i træk for England, og dermed har han en lidt pudsig rekord. Hans landsholdsanfører, Billy Wright, holder ganske vist rekorden med 70 landskampe i træk og var også med i samtlige 33 kampe, Byrne spillede. Men ingen andre end Byrne har spillet så mange landskampe for England, hvor alle kampene har været i ét stræk.

Byrne var derfor også nævnt som en naturlig landsholdsanfører efter Wright, der stoppede sin karriere i 1959.

Geoff Bent: Den stille reserve

Geoffrey ‘Geoff’ Bent var 15 år, da han kom til klubben i 1948. Her havde han allerede været i avisen, da han to år inden havde reddet en dreng fra at drukne i en å i Manchester.

Der gik dog mere end seks år, før han fik sin debut. For Bents favoritposition på venstre back var godt besat. Først var han egentlig udset til at skulle overtage for John Aston Senior, der stoppede karrieren i 1954.

Men da Byrne insisterede på at spille der, var det svært for Bent at slå igennem, i en tid hvor udskiftninger ikke var en mulighed. To gange spurgte han også om lov til at skifte klub, men han accepterede i sidste ende Busbys beslutning om at beholde ham som en værdifuld reserve.

– Jeg skal virkelig præstere for at holde min plads, sagde Byrne i et interview med Manchester Evening News i 1955. Og Bill Foulkes har omtalt Bent som en stille og eftertænksom spiller, der ville være en fast starter i de fleste andre klubber.

Bent vikarierede også for Foulkes i de to kampe, han og Byrne spillede sammen for United. Ellers var det i høj grad Byrnes landskampe, der gav ham spilletid. Halvdelen af hans United-kampe lå nemlig oven i en landskamp, som Byrne var af sted for at spille.

Selvom det kun blev til 12 kampe for United, halvdelen i 1956/57-sæsonen, var han lidt af en lykkeamulet. Det blev nemlig kun til et enkelt nederlag, to uafgjorte og ni sejre.

Historiker og forfatter Roy Cavanagh har siden diskuteret, om det mon var uambitiøst af Bent at være i en klub, hvor han fik så få kampe.

– I den tid ville en god spiller ikke få mere i Tottenham, bortset fra flere kampe. Men hans familie og liv var i Salford, så hvorfor flytte? Glad, i en stor klub, alle sine venner omkring sig. En topklasse venstre back, og det tog en verdensklasse back at holde ham ude af holdet.

Uheldige omstændigheder

Bent spillede sin sidste førsteholdskamp i april 1957. Herefter brækkede han sin fod og var på krykker ved sin datters fødsel i september 1957. Det var hans anden alvorlige skade i karrieren.

Han var først tilbage i fulde omdrejninger henover en særdeles målrig vinter for reserveholdet. Nederlag på 4-2 og 6-5 mod Huddersfield og Barnsley, 2-2 mod Bolton og sejre på 4-1, 5-3 og 4-3 mod Blackburn, Leeds og Wolves. Her var Jackie Blanchflower, Billy Whelan og David Pegg også med.

I første omgang skulle Bent slet ikke have været med til kampen mod Røde Stjerne d. 5. februar 1958. Men Byrne klagede inden afrejsen over en mindre skade, og derfor kom Bent med i truppen i stedet for midtbanereserven Ronnie Cope.

Bent var sikker på, Byrne ville blive klar, og derfor ville han hellere blive hjemme hos hustruen Marion og deres nyfødte datter Karen. Men den loyale reserve rejste alligevel med, hvilket i sidste ende var forgæves, da Byrne som ventet blev klar til at spille kampen.

Dagen efter kampen var både Bent og Byrne blandt de 7 spillere, der døde øjeblikkeligt, da flyet styrtede i et tredje forsøg på at få det til at lette fra en snefyldt landingsbane i München.

Byrne efterlod sig hustruen Joy, der var gravid med deres søn og fødte ham 7 måneder efter ulykken. Byrne vidste ikke, hun var gravid, for hun ville fortælle ham det, når han kom hjem fra Beograd.

Begge spillere har siden fået en vej opkaldt efter sig nær Millwright Street i Manchester. Her findes bygningen Duncan Edwards Court, omgivet af vejene Roger Byrne Close, Eddie Colman Close, Tommy Taylor Close, David Pegg Walk, Mark Jones Walk, Billy Whelan Walk og Geoff Bent Walk.