Vi er nu nået til den sidste, der mistede livet i februar 1958: Edward “Eddie” Colman. Ligesom Duncan Edwards var han kun 21 år, og da han var født præcis en måned efter Edwards, var han altså den yngste af de 8 spillere, der mistede livet som følge af ulykken.
Colman blev født i Ordsall, Salford, som kun ligger et par kilometer fra Old Trafford. Og han blev hurtigt et socialt omdrejningspunkt for flere af de såkaldte “Busby Babes”. Både Bobby Charlton, Albert Scanlon og Wilf McGuinness har beskrevet Colman-hjemmet som et varmt og gæstfrit sted at komme.
De sociale sammenkomster foregik dog ikke kun her. Colman havde også fingeren på pulsen i forhold til, hvilke barer og diskoteker, der var gode at besøge. Så når United-spillerne skulle have en aften i byen, var det typisk Colman, der styrede slagets gang og i øvrigt også var første mand på dansegulvet.
Derudover fulgte han også godt med i, hvad der rørte sig i forhold til både mode og musik. Og han holdt sig ikke tilbage med trompetbukser, fløjskraver og grease i håret. Når Frank Sinatra og andre rørte på sig, så fulgte Colman med.
Slangehofter
Colman brugte dog ikke kun sine hofter på dansegulvet. Han blev også en vigtig spiller for United. Først på ungdomsholdet, hvor han var med til de første tre triumfer i FA Youth Cup. Den sidste som anfører.
Og da han i november 1955 var blevet 19 år, fik han også debut på førsteholdet. Og selvom han – ligesom så mange andre – også skulle aftjene sin værnepligt, bed han sig fast i en sådan grad, at han kun gik glip af 10 ligakampe mellem sin debut og den alt for tidlige død ca. 2 år og 3 måneder senere.
I den periode vandt United to temmelig sikre mesterskaber med henholdsvis 11 og 8 points ned til nummer to. Og det var med fast deltagelse af de jævnaldrende Colman og Edwards, der var de klare førstevalg i trøje 4 og 6 på midten af banen.
Som typer var de dog meget forskellige. Edwards var stor, fysisk stærk og en glimrende afslutter. Imens var Colman ikke særlig høj, men levede af sin glimrende boldkontrol og sit blik for spillet.
Han var eksempelvis en ekspert i små finter og hoftebevægelser, der sendte modstanderen den forkerte vej. Han var derfor enormt vigtig for United i forhold til at holde fast i bolden og diktere spillet på midten af banen. Det gav ham også kælenavnet “Snake Hips”.
Han kunne dog ikke afslutte som sin makker og scorede kun 2 mål i sine 108 kampe for klubben. Det sidste kom i 2-1 sejren over Røde Stjerne på Old Trafford – 3 uger inden det tragiske returopgør.
Busby var også fuld af begejstring over sin playmaker på midten af banen. Og han omtalte ham som et naturtalent.
– (Han har) en udefinerbar, iboende genialitet, som man ikke kan lære, uanset hvor meget man træner, sagde Busby om ham.
Farverig på banen og uden for
Måske var Busby netop så glad for Colman, at han også så igennem fingre med en livsstil, som i dag ville anses som værende problematisk for en professionel fodboldspiller. Colman kom ofte for sent til træning, selvom han nok var den, der boede tættest på anlægget The Cliff.
Anfører Roger Byrne tog da også fat i Colman og forsøgte at få ham til at tage fodbolden mere seriøst og skære ned på de festlige distraktioner.
Men som nævnt var livsstilen ikke noget, der gik ud over hans plads blandt Busbys foretrukne. Og når der var kamp, gjorde han da også præcis, som skotten havde bedt om.
– Du kunne høre effekten på lægterne, har Bobby Charlton beskrevet det.
– Gør noget spændende, gør noget farverigt, sagde Busby. Og man kunne høre det på publikum, at de forventede noget særligt, når Duncan eller Eddie havde bolden. Og der var store råb, når disse håbefulde momenter blev forløst så smukt. Hvis Busby ville have, at United var et kunstværk, så bidrog Duncan med de fantastiske grove penselstrøg, mens Eddie malede serier af inspirerede krøller.
5 år efter München fik Busby en anden farverig og festglad spiller under sine vinger i form af George Best. Her ville Colman have været 26 år, hvis han stadig havde levet. Og mon ikke de to i så fald kunne have fået tiden til at gå med et eller andet.
Denne artikel er 25. del af serien “Jagten på nummer 251”
Serien indeholder også:
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
