Foto: Evening Standard/Hulton Archive/Getty Images
Da United i september 1968 ankom til Argentina til sin første Intercontinental Cup-kamp nogensinde, blev de mødt af fire bannere langs motorvejen på vej mod stadion.
Det første viste ordene ‘Bobby Charlton – El Campeón’. Det andet viste ‘Denis Law – El Rey’. Det tredje ‘George Best – El Beatle’. Og det fjerde: ‘Nobby Stiles – El Bandido’.
Mesteren, kongen, beatlen og banditten. Værsågod for en introduktion! Nobby Stiles levede også fint op til titlen med en udvisning i kampen, der endte 1-0 til Estudiantes de la Plata. Det var dog hans eneste røde kort i den 12 år lange United-karriere, så måske var omtalen alligevel ikke helt fair over for verdensmesteren.
Kampen er i øvrigt beskrevet som et af de mere skandaløse sammenstød mellem europæisk og sydamerikansk fodbold i sin tid. De argentinske spillere beskrives flere steder at have spillet svinsk og at have anvendt spytklatter og bevidste stemplinger, når de kunne se, at dommeren kiggede væk.
Nobbys udvisning kom efter en offside-kendelse, hvor han ellers ville have været alene igennem. Her sagde han til Bobby Charlton, at dommeren var blind. Dommeren reagerede og ville have ham til at gentage det. Til det svarede han, at dommeren også måtte være døv, og så måtte midtbanespilleren tage sig et tidligt bad.
Derfor var han ikke med i returkampen tre uger efter på Old Trafford. Her var det i stedet George Best, der blev udvist, da han reagerede på en spytklat fra en argentinsk spiller. De to hold kom også i slagsmål med hinanden efterfølgende, både på banen og nede omkring omklædningsrummene.
De skandaløse scener var dog ikke enestående i en tid, hvor der desværre var flere sammenstød mellem sydamerikansk og europæisk fodbold. Her kan vi både nævne Celtics finale året før mod Racing Club og AC Milans finale året efter, også mod Estudiantes.
Derudover havde der ved VM i 1966 været stor sydamerikansk kritik efter en udvisning af Argentinas anfører Antonio Rattín i kvartfinalenederlaget til England. Her skulle Geoff Hurst også – ifølge kritikken – have scoret kampens eneste mål fra en offside-position.
En atypisk fodboldspiller
Vi skruer tiden tilbage til slut 1950’erne. Uniteds fem FA Youth Cup-triumfer i træk var lige overstået, da Nobby Stiles i september 1957 blev tilbudt en professionel kontrakt. Han startede derfor med et lidt andet udgangspunkt end mange af sine forgængere på denne liste.
På dette tidspunkt var Uniteds førstehold besat af landsholdsspillere og store stjerner. Der var eksempelvis Roger Byrne og Tommy Taylor, som begge var fast med omkring det engelske landshold. Derudover skilte Duncan Edwards sig også positivt ud. Han var da også arketypen af en atlet; Stor, stærk og med en aura og karisma som få.
Helt modsat var Nobby Stiles. Han var kun 168 cm høj i en tid, hvor højde var en stor udvælgelsesfaktor i engelsk fodbold. Han manglede flere tænder i sin mund. Han havde høje tindinger og fik hårtab i en tidlig alder. Og så havde han et dårligt syn, så han måtte spille med stærke kontaktlinser for at kunne se ordentligt.
Selvom Nobby ikke væltede folk bagud ved første øjekast, så gjorde han alligevel et godt indtryk på Matt Busby. Og han kom til at spille en nøglerolle, dels for United, men også for det engelske landshold.
Trænerens mand
Han fik sin United-debut i 1960 og spillede i gennemsnit 35 kampe i hver af sine første tre sæsoner, hvor United kun blev nummer 7, 15 og 19 i ligaen. Her var han dog ikke med i FA Cup-finalen i 1963, og året efter spillede han kun 17 ligakampe, da United rejste sig og blev nummer 2 efter den truende nedrykning året før.
Det kunne måske tyde på, at Nobbys rolle var nedadgående, men sæsonen efter spillede han hele 59 kampe og etablerede sig som en stamspiller under Uniteds første mesterskab i 8 år.
Det kastede også en landsholdsdebut af sig i april 1965, hvor han var 22 år gammel. Landstræner Alf Ramsey var ikke i tvivl om Nobbys kvaliteter og spillede ham nu i 14 ud af 17 landskampe forud for VM-slutrunden på hjemmebane året efter.
Her kom Nobby også til at spille samtlige minutter i den engelske triumf. Dette var dog ikke sket, hvis FA (det engelske fodboldforbund) havde fået sin vilje. De ville nemlig statuere et eksempel og have ham droppet til kvartfinalen mod Argentina, efter han lavede en hård tackling på franske Jacques Simon i Englands tredje gruppekamp.
Ramsey nægtede dog at føje forbundet og truede med at sige op, hvis han ikke kunne få Nobby i sin startopstilling. Den hårde hund spillede herefter en nøglekamp i semifinalen mod Portugal og lukkede stort set ned for superstjernen Eusébio, som dog fik reduceret på et straffespark til sidst.
En journalist spurgte på et tidspunkt Ramsey, hvor meget Nobby Stiles vejede.
– Han vejer ca. 5 ton i en tackling, svarede den daværende engelske landstræner.
To store finaler på Wembley
Efter den store præstation i semifinalen kom Nobbys arbejdsraseri også til udtryk i finalen mod Vesttyskland. Kampen endte efter forlænget spilletid med en 4-2 sejr til England efter Geoff Hursts meget omtalte spøgelsesmål. Nobby spillede en nøglerolle i triumfen, og billedet af hans tandløse mund er ofte kædet sammen med Englands eneste verdensmesterskab til dato.
Alligevel spillede han kun 8 landskampe herefter, og med kun 28 kampe var han dén spiller fra den engelske startopstilling, der endte med at have spillet færrest landskampe.
To år efter verdensmesterskabet skulle Nobby igen spille en stor finale på Wembley Stadium. Denne gang i mesterholdenes Europa Cup, hvor United mødte Benfica, der spillede sin femte finale på otte år.
Her stod han igen over for Eusébio, og denne kamp er – sammen med semifinalen to år forinden – flere steder beskrevet som hans allerbedste præstationer.
Eusébio fik ganske vist en glimrende mulighed for at sikre en portugisisk sejr i de døende minutter af den ordinære spilletid. Her blev United dog reddet af Alex Stepney, som oven i købet fik Eusébio til at klappe sine hænder og lykønske keeperen for en flot redning.
Men bortset fra det fik Nobby og United-defensiven lukket godt af for Eusébio, som ikke kom på tavlen denne gang. Derfor endte denne finale også i forlænget spilletid, igen med Nobby hårdt arbejdende fra første til sidste minut. I den forlængede spillede scorede United tre gange og vandt med en 4-1 sejr sin første europæiske pokal.
Tiden efter succes
Pudsigt nok kom den store United-triumf i en sæson, hvor Nobby Stiles kun spillede 20 ligakampe. Sæsonen efter var han igen en nøglespiller med 56 kampe på tværs af turneringer, men derefter blev det kun til 13 og 19 kampe i de to følgende sæsoner, indtil han i 1971 skiftede til Middlesbrough for 20.000 pund. Han spillede i alt 395 kampe for United og scorede 19 mål.
Busbys afgang kan have haft en indflydelse på Nobbys indflydelse på holdet. Midtbanespilleren har udtalt, hvilken betydning det havde, at han havde Alf Ramseys opbakning i tiden på det engelske landshold. Og det samme har nok også gjort sig gældende i United.
Busby forsvarede ham også over for pressen, der gentagne gange beskyldte ham for at spille “beskidt”.
– Nobby en beskidt spiller? Nej, han har aldrig såret nogen. Han har dog skræmt et par stykker!, svarede Busby.
Nobby Stiles døde i 2020, hvor han led af kræft og demens. Sidstnævnte diagnose delte han i øvrigt med Ray Wilson, Martin Peters, Jack Charlton og Bobby Charlton, som alle også var en del af startopstillingen i VM-finalen i 1966. Og det er desværre ikke tilfældigt, at 5 af Englands 11 startende finalister er endt med at lide af demens.
Læger har udtalt, at det skyldes gentagne slag mod hovedet, hvilket må skyldes et stort antal hovedstød gennem karrieren. Og som følge heraf har Nobbys familie doneret hans hjerne til forskning for at lære mere om sammenhængen mellem hovedtraumer og demens.
Nobby Stiles var gift med Kay Giles, søster til hans gode ven og holdkammerat i United, Johnny Giles.
Artiklen er 35. del af serien “Jagten på nummer 252”
Serien indeholder også:
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
