Foto: Evening Standard/Hulton Archive/Getty Images
Sammen med Mark Pearson og de nyankomne Ernie Taylor og Stan Crowther, fik James Seamus Anthony “Shay” Brennan (til venstre) debut for Manchester United den 19. februar 1958. I klubbens første kamp efter flyulykken i München.
På det tidspunkt havde Brennan allerede været i klubben i mere end fire år, tre af dem som professionel. Men han havde stadig ikke fået sin debut på førsteholdet, selvom det snart var tre år siden, han var med til at vinde FA Youth Cup i 1955. Uniteds tredje af fem triumfer i træk.
Han var derfor også blevet næsten 21 år og havde set sig overhalet af yngre spillere som Alex Dawson og Kenny Morgans i bestræbelserne på at få debut på førsteholdet.
Brennans tålmodighed kom dog til at bære frugt. For Brennan endte i sidste ende med en flot karriere i United med hele 359 førsteholdskampe. Hvilket er flere end alle de førnævntes kampe lagt sammen.
Fra angriber til forsvarer
Shay Brennan var angriber i sin tid på ungdomsholdet og debuterede på venstrekanten i FA Cup-sejren på 3-0 mod Sheffield Wednesday. Her scorede han Uniteds første mål efter flyulykken – direkte på hjørnespark. Han scorede igen til 2-0 senere i kampen og blev kåret som kampens spiller.
Brennan bragte også United foran 3-2 i semifinalen mod Fulham, hvor United sejrede med 5-3. Han havde derfor scoret 3 mål i sine første 3 kampe for klubben. Paradoksalt nok scorede han kun 6 mål i hele sin United-karriere, så hans sidste tre mål var altså fordelt ud over de resterende 356 kampe, han spillede for United.
Resten af sæsonen spillede han kun 4 kampe, der resulterede i 1 uafgjort og 3 nederlag. Herefter gik der så et helt år, før han fik chancen igen. Hans eneste kamp i 1958/59 endte dog med endnu et nederlag. I den kamp spillede han i en mere defensiv rolle på midtbanen.
I 1959/60 fik han mere regelmæssig spilletid, ofte på midtbanen og somme tider også i forsvaret. Og tendensen fortsatte i de følgende to sæsoner, hvor han kun gik glip af to kampe i dem hver. Nu oftest i rollen som højre eller venstre back.
Et første højdepunkt kom i 1964/65, hvor han spillede samtlige Uniteds 60 kampe, da man nåede semifinalen i både FA Cup og den hedengangne Toto Cup. Her vandt United sit sjette mesterskab, på baggrund af af en bedre målscore end Leeds United.
Endelig finalist
Som nævnt spillede Brennan en stor rolle, da United kom i FA Cup-finalen i 1958. Han blev dog ikke udtaget til finalen mod Bolton, der vandt 2-0.
Fem år senere lykkedes det United at vinde FA Cup-finalen med en finalesejr over Leicester City. Igen var Brennan dog ikke med i finalen, denne gang på grund af en skade. Han gik ellers kun glip af syv kampe den sæson.
De følgende tre sæsoner var United i semifinalen hver gang, men tabte til henholdsvis West Ham, Leeds og Everton. Brennan nåede derfor at spille fire FA Cup-semifinaler, men kom aldrig til at spille en finale i turneringen.
Bedre gik det ham i 1967/68-sæsonen, som endte som et andet højdepunkt i hans United-karriere. Her var han dog ikke længere fast mand på holdet. Sæsonen før havde han kun spillet 17 kampe, og det endte også med at være tilfældet i både denne og den efterfølgende sæson.
Han havde også kun deltaget i én Europa Cup-kamp i sæsonens løb, da han pludselig skulle spille i semifinalens anden kamp på selveste Estádio Santiago Bernabéu. United kom bagud med både 2-0 og 3-1, men kom tilbage på 3-3 og vandt altså samlet 4-3 over Real Madrid.
Brennans rutine gjorde, at han blev genvalgt til finalen mod Benfica, der var i sin femte finale på otte år. Og det endte som bekendt med en 4-1 sejr til United efter forlænget spilletid.
Året efter kunne United spille sig i en ny finale i turneringen. Brennan havde igen kun spillet en enkelt Europa Cup-kamp i sæsonens løb, men blev alligevel foretrukket til begge semifinalekampe mod AC Milan. Det endte dog med et samlet nederlag på 2-1, mens italienerne siden sejrede med 4-1 i finalen over Ajax.
Landsholdsspiller og en alt for tidlig død
Brennan spillede sin sidste United-kamp d. 3. januar 1970 og var derfor ikke med, da klubben samme år igen kom i FA Cup-semifinalen og igen tabte til Leeds.
Herefter forlod han United til fordel for Waterford, hvor han både var spiller og træner. Med Waterford vandt han to irske mesterskaber og en pokaltitel.
Det var slet ikke tilfældigt, at han endte i Irland. Selvom Brennan var født i Manchester, havde han irske forældre, og han spillede også 19 landskampe for Irland.
Han havde i første omgang været i den engelske brutto-trup op til VM i 1962, og daværende regler gjorde det også umuligt for ham at spille for Irland, da han ikke var født der. Disse regler var dog blevet ændret, da han i 1965 blev den første irske landsholdsspiller til at være født uden for landets grænser.
Ifølge en tidligere artikel på OldTrafford.dk var han også den første United-spiller til at modtage pension efter at have forladt klubben. Her fremgår det også, at han led af et dårligt hjerte og havde fået en bypass operation.
Han døde i 2000, kun 63 år gammel, mens han var ude at spille golf. Han var derfor den første fra 1968-holdet, der afgik ved døden. Den næste var George Best, omtrent fem år senere.
Denne artikel er 32. del af serien “Jagten på nummer 251”
Serien indeholder også:
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
