Kenneth “Kenny” Godfrey Morgans blev født i Swansea i 1939 og var altså for ung til at være med i de første af 1950’ernes FA Youth Cup-finaler, hvor United vandt 5 i træk. Han nåede dog at være med i den fjerde og femte triumf, sidstnævnte som anfører i 1957.
Samme år fik han også sin debut på førsteholdet. I denne serie har vi allerede nævnt hans debut-kamp den 21. december 1957 mod Leicester City flere gange. Her lavede Matt Busby nemlig fire store ændringer efter en stribe dårlige resultater. Ud gik Billy Whelan, David Pegg, Johnny Berry og målmand Ray Wood. Ind kom i stedet Bobby Charlton, Albert Scanlon, Kenny Morgans og målmand Harry Gregg. De to sidstnævnte som debutanter.
Morgans var med afstand den mest overraskende ændring til kampen, da han kun var 18 år og erstattede Johnny Berry, der var engelsk landsholdsspiller. Men kampen blev vundet 4-0 og startede en stime af 11 kampe uden nederlag, til og med udekampen mod Røde Stjerne d. 5. februar 1958. Og Morgans var med på højrekanten i 10 af de 11 kampe.
Han var derfor også med i det fly, der styrtede i München på vejen hjem fra Beograd. Og som 18-årig var han den yngste spiller ombord.
Mens 7 spillere omkom på stedet, og Duncan Edwards døde efter 15 dage i en hospitalsseng, var Morgans én af de 9 spillere, der overlevede. Det gjorde Berry for så vidt også, men han og Jackie Blanchflower fik så alvorlige skader, at de aldrig kom til at spille fodbold igen.
Morgans’ skader var til gengæld ikke så alvorlige. Men han var bevidstløs og lå klemt under et hjul blandt nogle vragdele, så han stadig ikke var fundet, da redningsaktionen var blevet afblæst. Han blev først fundet ca. fem timer senere af to tyske journalister.
Hjemme gik hans forlovede Stephanie og vidste ikke, om han var overlevet eller ej. De pårørende blev gjort bekendt med navnene på de omkomne og på de overlevende, men Morgans blev i første omgang ikke nævnt på nogen af listerne.
Klub og spiller trodsede lægernes anbefalinger
Han tilbragte seks uger på hospitalet i München, hvor han var bevidstløs de første tre dage. Herefter rejste han hjem til United, som ikke tøvede med at sende ham i aktion, selvom lægerne havde rådet ham til ikke at spille resten af sæsonen.
På grund af ulykken var flere kampe blevet skubbet til april, hvor der nu var hele 9 ligakampe at spille. For eksempel spillede man både den 4., 5. og 7. april. Og igen med tre kampe fra den 19. til den 23. april.
Morgans kom på banen den 5. april, præcis 2 måneder efter kampen i Beograd, og han spillede i 7 af de 9 april-kampe. På trods af lægernes anbefaling var det dog også hans eget ønske at komme i kamp hurtigst muligt.
– Jeg var desperat efter at spille, sagde han.
– For Duncan (Edwards, red) og Tommy (Taylor, red) og alle drengene.
Herefter blev han fravalgt til FA Cup-finalen af Jimmy Murphy, som ledte holdet, mens Matt Busby stadig var indlagt. Murphy var nemlig bange for, at finalen ville være en for stor følelsesmæssig belastning for unge Morgans, som blev meget skuffet over beslutningen.
Morgans kom hurtigt på holdet igen og var kampens spiller i den næste kamp, en 2-1 sejr over AC Milan i den første Europa Cup-semifinale. Han har siden udtalt, at dette fik Murphy til at indrømme, at han også burde have været med i FA Cup-finalen, der blev tabt med 2-0 til Bolton fem dage tidligere.
De usynlige skader
På trods af den overbevisende præstation mod AC Milan er det dog beskrevet, hvordan han efter ulykken ikke længere var den samme spiller. Han manglede tilsyneladende fart, beslutsomhed og måske også den sidste vilje til at nå sit fulde potentiale.
Han har også selv beskrevet, at han havde svært ved at være i livet som United-spiller. Han savnede sine holdkammerater og fandt sig ikke til rette i det nye omklædningsrum.
– Jeg blev der i to år, men jeg var ikke rigtigt interesseret. Jeg savnede drengene så meget. Jeg prøvede, men spillerne var ikke de samme, og det frustrerede mig, sagde Morgans.
– Nogle af dem var slet ikke gode nok til at være der. ‘The Babes’ var det bedste hold, der havde været. Og jeg tabte aldrig en kamp med det gamle hold.
De følgende to sæsoner spillede han kun to kampe i hver, og han nåede derfor kun at spille 23 kampe for United. Uden at score et eneste mål.
Han savnede også sit hjemland og rejste i 1961 hjem til Wales og spillede for blandt andre Swansea City og Newport County.
I sidstnævnte havde han stor succes med 44 mål i 125 kampe. Han spillede dog sin sidste kamp som professionel som 28-årig i 1967.
Kenny Morgans døde i Wales i 2012, 73 år gammel. Han efterlod sig hustruen Stephanie samt sønnerne John og Greg.
Denne artikel er 30. del af serien “Jagten på nummer 251”
Serien indeholder også:
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
