Foto: Evening Standard/Hulton Archive/Getty Images
I denne serie har vi allerede skrevet om Tom McNulty, der skiftede fra United til Liverpool i 1954. En af ganske få transfers mellem de to klubber.
I 1912 skete det første gang, da Tom Chorlton skiftede fra Liverpool til United. Året efter tog Jackie Sheldon turen den anden vej.
I 1920 skiftede Tom Miller fra Liverpool til United, og igen blev det fulgt af et modsat skifte året efter. Her var der tale om Fred Hopkin.
United lokkede Tom Reid til fra Liverpool i 1929, og i 1937 skete det samme for Ted Savage.
Og dermed betalte Liverpool altså tilbage ved at hente McNulty i 1954 og Phil Chisnall ti år senere. Chisnall er derfor også den hidtil seneste spiller, der er skiftet mellem de to klubber. Og den indbyrdes score lyder dermed på 4-4 i skrivende stund.
Hård start i United
John Phillip ‘Phil’ Chisnall kom til United i april 1958, to måneder efter flyulykken i München.
Som ung spiller var han plaget af en grim knæskade, som truede med at ødelægge hans karriere, før den rigtigt var begyndt. Han kom sig dog over det og skrev i 1959 en professionel kontrakt med United og fik som 19-årig sin debut i december 1961.
Selvom debuten endte med et 5-1 nederlag mod Everton, spillede Chisnall nu i ni kampe i træk og scorede i en 2-0 sejr ude mod Manchester City i februar 1962.
Herefter spillede han mest for reserveholdet indtil 1963/64-sæsonen, hvor han erstattede Albert Quixall i startopstillingen i de fleste kampe. Den tidligere Sheffield Wednesday-anfører var i 1958 hentet til klubben for at være en bærende spiller, men spillede nu sin sidste sæson i klubben.
Chisnall imponerede nu for førsteholdet og scorede 8 gange den sæson, 6 af dem i ligaen, hvor United blev nummer 2. Til sammenligning havde United sæsonen før været tæt på nedrykning med en 19. plads. Han så dog ikke sin gennembrudssæson til ende i United. Den 15. april 1964 blev han solgt til Liverpool for 25.000 pund og var dermed den dyreste handel nogensinde mellem de to klubber.
I United nåede han at score 10 mål i 47 kampe. Og Busbys beslutning om at sælge ham er ifølge Uniteds hjemmeside beskrevet som en ‘kalkuleret risiko’ af den skotske træner.
Trænet af legender
Chisnalls form i 1963/64 fik ham også udtaget til Englands U23-landshold. Her kom han under vingerne hos Alf Ramsey, der få år senere førte England til sit hidtil eneste verdensmesterskab.
– Han er muligvis den bedste til at aflevere bolden i dette land, er Ramsey citeret for at sige om Chisnall.
Og efter Matt Busby og Alf Ramsey skulle Chisnall nu også trænes af en tredje legendarisk manager i form af Bill Shankly i Liverpool. Alle tre inden for ganske kort tid.
– Phil kan gøre usædvanlige ting med bolden. Han kan være noget helt specielt, har Shankly sagt om Chisnall.
På trods af de flotte ord fik han dog ingen storslået karriere på Anfield. I den efterfølgende sæson vandt United sit første mesterskab i 8 år. Og da Liverpool genvandt mesterskabet i 1965/66, spillede han primært hos reserverne.
For reserveholdet fik han dog scoret 16 mål og endte med at få sin sidste førsteholdskamp for klubben i semifinalen af Europa Cup for Pokalvindere. Her tabte Liverpool, men de kvalificerede sig alligevel til en finale mod Dortmund.
Chisnall forlod klubben igen efter sæsonen. Han præsterede i alt 2 mål og 2 assists i 9 kampe for Liverpools førstehold.
Ingen fortrydelser
Selvom Chisnall potentielt gik glip af et mesterskab med United og ikke var involveret i Liverpools, fortrød han ikke at have lavet det forbudte skifte. Og måske var det heller ikke så forbudt igen.
– Der var ingen, der sagde noget til det, selvom jeg skiftede mellem to store hold. Dengang var det bare en fodboldspiller, der skiftede fra én klub til en anden. Jeg kunne tage til Old Trafford og spille for Liverpool og alligevel få en god modtagelse fra fansene. Den eneste, der var utilfreds, var konen (the missus, red), sagde han til Liverpool Echo.
– Det kom ikke rigtigt til at fungere for mig, men jeg fortryder ikke, at jeg skiftede til Liverpool. De havde et godt hold med gode spillere, og det vil altid være svært at komme ind på sådan et hold.
Han spillede herefter i Southend United frem til 1971 og sluttede sin karriere året efter i Stockport County, 29 år gammel, på grund af en knæskade.
I oktober 2014 fik han et slagtilfælde, som gav ham taleproblemer og gjorde ham afhængig af en kørestol, indtil han døde i 2021.
Og til dato er der stadig ingen, der siden har lavet det forbudte skifte direkte mellem Manchester United og Liverpool, selvom der i skrivende stund er gået mere end 60 år.
Artiklen er 36. del af serien “Jagten på nummer 252”
Serien indeholder også:
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley