Foto: S&G/PA Images via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 254 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver enkelt af dem har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 78: Carlo Sartori
Carlo Domenico Sartori havde måske ikke den allerstørste United-karriere. Han debuterede i efteråret 1968, få måneder efter Europa Cup-triumfen på Wembley.
Dermed var han mest involveret i den deroute, som United oplevede i de efterfølgende år, kulminerende med nedrykningen i 1974. Her havde Sartori dog forladt klubben halvandet år før.
Selvom det kun blev til 56 kampe og 6 mål for De Røde Djævle, fik han alligevel skrevet sig ind i historiebøgerne i den stolte klub. Han er nemlig den første United-spiller, som ikke var fra de Britiske Øer. Og dermed er han naturligvis også klubbens første akademispiller, som hverken er fra Storbritannien eller Irland.
Det var nu ikke til at se på Sartori, hvis røde hårfarve gjorde, at han snarere lignede Paul Scholes end Paolo Maldini.
Sartori blev født i 1948 i den norditalienske by, Caderzone, men hans familie forlod Italien kort efter på grund af de rædsler, de havde oplevet under og efter Anden Verdenskrig.
Her havde familien blandt andet mistet Carlos nyfødte søster på tragisk vis, så de flyttede i stedet til Manchester, hvor faderen åbnede en forretning, hvor han sleb knive.
Carlo endte med at vokse op i bydelen Collyhurst, hvilket også havde været tilfældet for andre tidligere akademispillere som Nobby Stiles og Brian Kidd.
Derfor var det måske heller ikke så mærkeligt, at italieneren fandt vej til Uniteds akademi som ungdomsspiller i 1963 og blev professionel to år senere.
Og dog. Carlos brødre var Manchester City-fans, så det var Maine Road, der oftest tiltrak Sartori-familien på kampdage.
Alligevel var det United-scout Joe Armstrong, der fik overbevist unge Carlo. Det gjorde han blandt andet med en rundvisning på Old Trafford, hvor han mere eller mindre tilfældigt kom til at møde sit store idol, Denis Law.
Kampen om hans underskrift var dermed tabt for Manchester City. Samt for Everton, Burnley og West Bromwich, der også havde budt sig til.
Karrieren i Manchester United
Man kan godt sige, at Carlo Sartori fik lidt af en ilddåb på førsteholdet i United. Han debuterede i oktober 1968 mod Tottenham, der blev trænet af legendariske Bill Nicholson og havde målmaskinen Jimmy Greaves i front. Her blev han indskiftet i stedet for Francis Burns. Kamp to var mod Bill Shanklys Liverpool på Anfield, denne gang fra start.
Den tredje kamp var det andet af to hadske opgør mod Estudiantes i den såkaldte Intercontinental Cup. United havde tabt den første kamp 1-0 i Argentina, hvor Nobby Stiles var blevet udvist. I returopgøret på Old Trafford blev George Best og gæsternes José Medina begge sendt i bad før tid på grund af en episode, der involverede både slag og spyt.
Carlo Sartori var startet på bænken i opgøret, men blev indskiftet kort før pausen i stedet for idolet Denis Law, der havde pådraget sig en skade.
Kampen sluttede 1-1, efter argentinerne havde taget føringen på mål af Juan Ramón Verón, far til den senere United-spiller Juan Sebastián Verón. Willie Morgan udlignede i slutfasen, før Brian Kidd fik bolden i mål i overtiden.
Dommeren annullerede dog målet, da han havde fløjtet kampen af sekunder inden. Et hadsk opgør endte med knytnæveslag spillerne imellem og kast af diverse genstande fra United-fansene mod de argentinske gæster.
United havde ikke vundet nogen af Sartoris første tre kampe, og den kedelige statistik fortsatte mod Southampton og Sunderland. Herefter kom den første sejr endelig med 3-0 over Anderlecht i Europa Cup for Mesterhold.
Sartori scorede sidenhen i returopgøret, der endte 3-1 i Belgien, hvorfor hans første mål altså blev afgørende for, at United gik videre i turneringen.
Det endte dog uden de store triumfer for Sartori i United. I sine 56 kampe blev det også kun til 18 sejre, 17 uafgjorte og 21 nederlag. Så man kan ikke sige, at Carlo Sartoris United-tid kom til at kendetegne én af klubbens mest succesfulde perioder.
Karrieren efter Manchester United
I januar 1973 skiftede Carlo Sartori til Bologna for 50.000 pund. Det skabte dog en mærkelig situation, hvor han rent sportsligt blev opfattet som en udlænding og i starten slet ikke måtte spille for sin nye klub. Som italienskfødt skulle han dog stadig – som 25-årig – aftjene værnepligt for landet.
Hæren stillede kort efter op i fodbold til VM i Congo for militærlandshold. Her vandt Italien med Carlo Sartori på holdet samt tre spillere, der senere skulle spille VM i 1982: Ivano Bordon og Gabriele Oriali fra Inter samt Francesco Graziani fra Arezzo.
Så han vandt pudsigt nok et verdensmesterskab for det land/forbund, der ikke engang ville anerkende ham som italiener.
I juli 1973 fik han endelig lov til at spille for Bologna, som vandt Coppa Italia i hans første fulde sæson. Han fik dog ikke spilletid i finalen mod Palermo.
Det næste årti tørnede han ud for en række forskellige italienske klubber. Ud over Bologna var der tale om Lecce, Benevento, SPAL, Rimini og Trento. Sidstnævnte var tæt på hans fødested, og her sluttede han sin karriere i 1984, mens han tog en træneruddannelse.
Trænerjobbet blev dog aldrig til noget. I England døde hans bror, så faderen stod alene med sine to forretninger i Liverpool og Manchester. Carlo rejste nu tilbage til Manchester for at slibe knive og bestyre Manchester-butikken. Og det gjorde han de næste 29 år.
Ligesom trænerkarrieren forsvandt for næsen af ham, var det også lige ved og næsten med et skifte til en italiensk topklub som spiller.
Under sit lejeophold hos Benevento spillede han så godt, at både Juventus og Napoli ønskede at tilknytte ham. Han følte sig dog glad i Lecce, hvor han skulle tilbage efter sit lejeophold, så skiftet blev aldrig til noget.
Carlo Sartori er i dag 77 år og bor i Rochdale.
Artiklen er 48. del af serien “Jagten på nummer 255”
Serien indeholder også:
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley