Foto: Monte Fresco/Daily Mirror/Mirrorpix via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 254 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 79: Steve James
Steven Robert James (nr. 2 fra venstre på billedet) er en spiller, der nok er gået lidt i glemmebogen, idet han ikke har deltaget i nogen af Manchester Uniteds store triumfer.
Han var 18 år, da han debuterede i oktober 1968. Dermed gik han lige akkurat glip af de gyldne tider frem til og med Europa Cup-triumfen på Wembley.
Forinden var han som 15-årig kommet til fra fødebyen Coseley, som ligger i Birmingham-området. Tæt på Dudley, hvor Duncan Edwards var vokset op.
Med 29 kampe i sin debutsæson kom han faktisk godt fra start på førsteholdet. Herefter blev hans spilletid dog sporadisk, bortset fra 1971/72-sæsonen, hvor han spillede 48 af 55 kampe i alle turneringer.
Det blev også kun til 21 ligakampe, da klubben rykkede ned i 1973/74 under Tommy Docherty. I alt spillede han 161 kampe for United og scorede 4 mål.
Som defensiv midtbanespiller var det sjældent ham, der tog overskrifterne. Han var også ude af holdet i første halvdel af 1974/75-sæsonen i den næstbedste række, hvor Tommy Docherty stadig var i spidsen.
Han kom dog på holdet igen midt i en intens oprykningskamp mod Aston Villa, en af de store klubber fra hans hjemegn i det såkaldte “Black Country”. Han var dog ikke med, da United tabte det indbyrdes opgør mod Birmingham-klubben med 2-0 i februar.
Herefter spillede han samtlige af de resterende 11 ligakampe, som endte med otte sejre og tre uafgjorte.
Den gode slutspurt viste sig også at være nødvendig, for Aston Villa var mindst lige så gode med 15 sejre i sæsonens sidste 18 ligakampe, herunder de sidste otte i træk.
Derudover vandt de også Liga Cup-finalen mod Norwich City, som forinden havde slået United ud i semifinalen.
Da Manchester United gik på banen i sæsonens sidste kamp, var oprykningen og førstepladsen en realitet, og de fik en æresport (guard of honour) af det gæstende hold fra Blackpool. Det blev samtidig Steve James’ sidste kamp for Manchester United.
Hyldet i et glemt digt
Efter oprykningen røg han af holdet igen, og denne gang var der ingen vej tilbage. Derfor skiftede han i januar 1976 til York City.
Han nåede også at spille for Kidderminster Harriers og hjemegnens Tipton Town i en knap så bemærkelsesværdig afslutning på karrieren som fodboldspiller.
Vi spoler nu frem til 2018, hvor han blev opmærksom på en uventet hyldest. Hans tante Nora havde samlet avisklip og andre ting om ham i årenes løb. Og da han gennemgik hendes samling, blev han bekendt med et digt, der var skrevet til ham i oktober 1975 og sendt til sportsjournalisten David Meek.
– Jeg blev forbløffet og meget glad. Hvor ofte bliver der skrevet et digt om én, som først bliver opmærksom på det 43 år efter, det er skrevet?, sagde Steve James i 2023 til United Review.
– Jeg har læst det utallige gange, igen og igen, for jeg så jo aldrig mig selv som en stjerne.
Digtet var skrevet i fællesskab af en gruppe ansatte fra Hope Hospital, nu Salford Royal Hospital, som ville takke spilleren for indsatsen i forbindelse med klubbens hurtige tilbagevenden til den bedste række. Og selvom der i mellemtiden var gået 43 år, gjorde det stort indtryk på Steve James.
– Kampen mod Blackpool var min sidste kamp for Manchester United. Derfor betyder dette digt så meget for mig. For denne gruppe sygeplejersker valgte at skrive dette og takke mig for mit bidrag.
I 2023 iværksatte Steve James en efterlysning for at finde frem til dem, der i sin tid havde hyldet ham med digtet. Redaktionen er ikke bekendt med, om efterlysningen bar frugt. Digtet kan læses herunder.
Digtet (på engelsk)
Artiklen er 49. del af serien “Jagten på nummer 255”
Serien indeholder også:
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley




