Foto: S&G/PA Images via Getty Images
Francis Burns blev født i Skotland og kom også til at repræsentere det skotske landshold. Her blev det dog kun til én landskamp, og dermed gik han i fodsporene på sin manager, Sir Matt Busby, der som aktiv også repræsenterede landet en enkelt gang. I hvert fald når vi taler om officielle landskampe. Busby spillede nemlig også flere uofficielle landskampe under Anden Verdenskrig.
Til gengæld var Busbys ene landskamp mod Wales, som pudsigt nok havde Jimmy Murphy på holdet i den kamp. De formede senere et glimrende makkerskab i United, men det er en helt anden historie.
Francis Burns’ holdkammerat i United-forsvaret, Bill Foulkes, måtte også nøjes med en enkelt landskamp. Det var dog for England, ligesom andre tidligere United-spillere som Mike Phelan, Fraizer Campbell og Mason Greenwood også har repræsenteret England én gang hver.
To unge kometer
I seriens seneste artikel nævnte vi, at Brian Kidd bragede ind på scenen med 50 kampe i sin debutsæson. En sæson, der sluttede med den legendariske Europa Cup-finale på Wembley.
For Francis Burns var det næsten samme historie. Men også kun næsten. Han debuterede nemlig også som 18-årig i starten af sæsonen. Det skete den 2. september 1967, hvor Kidd spillede sin 5. kamp for United. Og da sæsonen var slut, havde Burns spillet hele 45 kampe, kun en håndfuld færre end Kidd.
Starten på kometernes United-karrierer er derfor ret sammenlignelige, bortset fra at Kidd var angriber, mens Burns spillede venstre back. Men der var også en anden væsentlig forskel.
Burns spillede nemlig de første 7 kampe i sæsonens Europa Cup-kampagne, til og med den første semifinale, hvor United slog Real Madrid 1-0 på Old Trafford. I den efterfølgende ligakamp tabte United dog 6-3 ude mod West Bromwich, og Busbys modtræk endte med at gå ud over den 19-årige forsvarsspiller.
I den næste kamp spillede 30-årige Shay Brennan nemlig i stedet for, mens klublegenden Tony Dunne blev rykket fra højre til venstre back. Sådan fortsatte det i resten af sæsonen, inklusive Europa Cup-finalen, hvor United som bekendt slog Benfica 4-1 efter forlænget spilletid.
Burns måtte derfor se kampen som tilskuer, mens hans medkomet, Brian Kidd, endte med at spille en hovedrolle i finalen med sit mål til 3-1 i den forlængede spilletid. Endda på sin 19-års fødselsdag.
Bruskskader og genforening med Sir Bobby Charlton
Burns var tilbage i startopstillingen i starten af den næste sæson og spillede også med i den første af to hårdt spillede kampe mod argentinske Estudiantes de la Plata. Burns endte dog kun med at spille 22 kampe den sæson, da han var plaget af skader. Han kom dog tilbage og spillede begge opgør i Europa Cup-semifinalerne mod AC Milan.
Han var fast mand igen i 1969/70-sæsonen under Wilf McGuinness, men de følgende to sæsoner var han igen ude af holdet i store perioder, da han var plaget af en bruskskade i sit ene knæ. Dette måtte han opereres for ad tre omgange, og derfor blev hans spilletid begrænset.
I 1972 forlod han klubben efter at have spillet 156 kampe og scoret 7 mål. Southampton købte ham for 50.000 pund, men efter en sæson kom han i stedet til Preston North End. Her blev han hentet af selveste Sir Bobby Charlton, der siden også bragte både Nobby Stiles og David Sadler til Deepdale.
Selvom det i første sæson endte med en nedrykning fra den næstbedste række, blev Burns kåret som årets spiller i klubben. Han endte også med at være med til at rykke dem op igen og spillede der helt indtil 1981. Her rykkede de dog ned igen, og så var det slut for Burns. Efter mere end 300 kampe og 9 mål for klubben fra Lancashire.
Han skiftede i stedet til Shamrock Rovers i oktober 1981 og var med til at hjælpe dem til den irske pokalfinale i sommeren 1982. Det endte dog kun med sølvmedaljer, og han stoppede karrieren herefter i en alder af 33 år.
Nogle år efter flyttede han til Perth i Australien, hvor han stiftede et rengøringsfirma. Han blev senere radiovært og lever efter sigende stadig ‘down under’. I dag er han 76 år gammel.
Artiklen er 45. del af serien “Jagten på nummer 255”
Serien indeholder også:
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley