Foto: Peter Sheppard/Mirrorpix/Getty Images
Brian Kidd, også kaldet “Kiddo”, kom til United i 1964 og fik en professionel kontrakt året efter. Som ungdomsspiller så han seniorholdet blive mestre i sommeren 1967, men han måtte selv vente på den efterfølgende Charity Shield-finale, før han fik sin debut. 18 år gammel.
Dermed gik han i fodsporene på David Gaskell, der var debuteret i en Charity Shield-finale 8 år tidligere i 1956.
Senere har Denis Irwin, Ruud van Nistelrooy, Nani, Antonio Valencia, Michael Owen, Javier “Chicharito” Hernández, Chris Smalling, Tom Cleverley, David De Gea, Phil Jones, Ashley Young, Wilfried Zaha, Adnan Januzaj, Eric Bailly, Henrikh Mkhitaryan, Zlatan Ibrahimovic og Toby Collyer gjort det samme.
I Kiddos debut, Charity Shield-finalen i 1964, mødte mestrene fra United FA Cup-vinderne fra Tottenham på Old Trafford. Kampen endte 3-3 og huskes nok bedst for Tottenhams andet mål. Her scorede keeper Pat Jennings nemlig fra eget mål, idet han foretog et udspark, som endte helt oppe i den anden ende og snød United-keeper Alex Stepney. Ikke den bedste aktion for keeperen, der var én af heltene i Europa Cup-finalen 8-9 måneder senere.
Fra 1974 besluttede FA at afgøre Charity Shield-finaler med straffespark i tilfælde af uafgjort. Men dengang i 1967 sluttede kampen bare med 3-3, så de to hold måtte dele pokalen mellem sig det følgende år. Det var i øvrigt tredje gang på fire sæsoner, at kampen endte uden en vinder. Måske var dette også medvirkende til, at FA lavede reglerne om nogle år senere.
En fødselsdag som ingen andre
Mens sæsonen begyndte med Kidds debut i Charity Shield-finalen, endte den med den berømte finale i Mesterholdenes Europa Cup i 1968. Og han spillede kampen i trøje nummer 8.
Kampen var for det første en jubilæumskamp for Kidd. Det var nemlig hans optræden nummer 50 i debutsæsonen. Ud af 54 mulige kampe for United. Så det var ikke tilfældigt, at han fik lov at spille finalen på Wembley Stadium.
Derudover var det faktisk også hans 19-års fødselsdag den dag, den 29. maj 1968. Og det blev en mindeværdig fødselsdag, kan man vist godt sige.
Vi har allerede omtalt finalen i artiklerne om Sir Bobby Charlton, der åbnede og lukkede kampen med sine mål til 1-0 og 4-1, sidstnævnte i den forlængede spilletid. Men også i artiklen om George Best, der bragte United foran i den forlængede spilletid. Eller John Aston Junior, godt nok ikke scorede, men til gengæld blev udnævnt som kampens spiller.
Dernæst kan keeper Alex Stepney også fremhæves. Keeperen, der havde droppet fælt i sæsonåbneren og indkasseret et mål fra Pat Jennings, blev nu den store helt, da han i overtiden reddede et forsøg fra en helt fri Eusébio.
Benficas helt store stjerne, som både var tidligere Ballon d’Or-vinder og VM-topscorer. Havde Stepney ikke afvist Eusébio, som oven i købet klappede ad keeperen, var kampen slet ikke endt i forlænget spilletid.
Som nævnt var det George Best, der gjorde det til 2-1 kort inde i den forlængede spilletid på Wembley. Men der gik ikke mere end en minut, før Brian Kidd fordoblede føringen. Et hjørnespark fra venstre blev slået ind af Charlton og ind i det modsatte område af feltet.
Herfra blev den headet på tværs til Kidd, der stod på kanten af det lille felt. Hans hovedstød blev reddet ad keeperen, som desværre for Benfica gav en returbold lige ud i hovedet på Kidd. Og hans forsøg nummer to blev headet i en blød bue over keeperen, der sprællede forgæves på stregen.
United var europæiske mestre for første gang og som det første engelske hold nogensinde. Celtic gjorde det dog året før som det første britiske hold.
Han spillede for lokalrivalerne
I den følgende sæson fortsatte han med at få regelmæssig spilletid med 42 kampe. Han scorede dog kun 4 mål, sammenlignet med 17 i debutsæsonen. Det var dog en enlig svale, da han var tilbage med 20 mål i 49 kampe i 1969/70, efterfulgt af to sæsoner med hhv. 13 og 10 scoringer.
I de følgende to sæsoner blev det dog kun til hhv. 25 og 24 kampe for Kidd, som også kun kvitterede med 4 og 2 mål. I alt blev det til 70 mål i 266 United-kampe for Kidd, der forlod United i 1974, da de oplevede en historisk nedrykning fra den bedste engelske række.
I første omgang kom han til Arsenal, der købte ham for 110.000 pund. To år senere kom han tilbage til Manchester, dog til de blå rivaler fra Manchester City. Her spillede han i tre sæsoner, inden han fortsatte i Everton, Bolton og tre forskellige klubber i USA. Hos både Arsenal og City scorede han næsten i hveranden kamp. Et noget bedre gennemsnit, end han nåede at have i United.
Tre af målene faldt i øvrigt mod netop United i løbet af 1977/78-sæsonen. Først med to mål i en City-sejr på 3-1 på Maine Road. Og dernæst med det udlignende mål til 2-2, efter United havde været foran 2-0 på Old Trafford.
Han trænede også lokalrivalerne
Efter at have stoppet sin aktive karriere i 1984, fik han kortvarige trænerjobs i Barrow og Preston North End. Herefter blev han i 1988 hentet ind som ungdomstræner i Manchester United under de spæde år af Alex Ferguson-æraen. Her var han blandt andet med til at gøre en ung Ryan Giggs klar til at spille på Uniteds førstehold.
Herefter blev han også assistent, hvilket han var indtil december 1998. Her overtog han Blackburn Rovers efter fyringen af Roy Hodgson. Dermed var Kidd ikke længere i klubben, da United vandt den famøse Treble senere samme sæson.
Hans afsked med United var dog ikke uden drama. Sir Alex Ferguson beskrev ham i sin bog som en “kompleks person, often ret usikker”. Kidd blev i bogen også omtalt som et brokkehoved, der foretrak John Hartson frem for Dwight Yorke og i øvrigt ikke havde det, der skulle til for at være manager i en topklub.
Til det svarede Kidd, at Disney skulle sikre sig filmrettighederne til bogen og lave en opfølger til Fantasia.
Kidd fik dog ikke succes som manager, hvor han også kom forbi Leeds United. I stedet blev han i 2009 ansat i Manchester City og fik forskellige roller, blandt andet som ungdoms – og assistenttræner. Han arbejdede her under Mark Hughes, Roberto Mancini, Manuel Pellegrini og Pep Guardiola, indtil han stoppede i 2021. Undervejs havde han også to kampe som midlertidig manager for Uniteds larmende naboer.
Vi har altså at gøre med en spiller og træner, som ad to omgange er end i City efter at have forladt United. Dette vil utvivlsomt påvirke nogle fans i deres syn på Brian Kidd. Det ændrer dog ikke på, at han spillede en meget vigtig rolle, da United i 1968 vandt Europa Cup for Mesterhold for første gang nogensinde. Og så endda på hans 19 års fødselsdag.
Artiklen er 44. del af serien “Jagten på nummer 252”
Serien indeholder også:
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
