I denne serie har vi allerede nævnt flere spillere, som af forskellige årsager forlod klubben før 1958 og dermed undgik at være involveret i ulykken d. 6. februar i München.
Det var eksempelvis tilfældet med Jeff Whitefoot, der skiftede til Grimsby Town i november 1957. Og en måned tidligere var det også tilfældet for John Doherty (til venstre), som skiftede til nyoprykkede Leicester City.
Doherty kom til klubben i 1950 og underskrev en professionel kontrakt på sin 17 års fødselsdag d. 12. marts 1952.
9 måneder efter fik han også debut på førsteholdet, og i sin tredje kamp scorede han to gange i en 3-2 sejr over Chelsea på Stamford Bridge.
Imens spillede han også en stor rolle i FA Youth Cup, men kom desværre slemt til skade med sit knæ i semifinalens anden kamp mod Bradford City i foråret 1953.
Inden finalen hentede klubben så en direkte erstatning i irske Liam ‘Billy’ Whelan, og han lagde ud med at score i begge finalekampe i den samlede 9-3 sejr over Wolves.
Comeback og engelsk mester
Sideløbende med sit skadesforløb blev Doherty også indkaldt til tjeneste i Royal Air Force. Men han blev her vurderet ikke at være fysisk egnet til militærtjeneste på grund af sine knæproblemer.
Klubbens læger vurderede heller ikke, at han kunne vende tilbage til fodboldkarrieren. Men han trodsede de dystre meldinger og fik comeback i efteråret 1955, omkring to og et halvt år efter indtræffelsen af den alvorlige knæskade.
I 1955/56 spillede han 17 kampe og scorede 4 mål, mens Manchester United vandt mesterskabet med 11 points ned til Blackpool.
Til sammenligning spillede Whelan kun 13 kampe, også med 4 mål til følge, og det tydede på, at Doherty nu for alvor var i Busbys planer til den kreative rolle ved siden af spidsangriberen Tommy Taylor.
Derudover havde de også konkurrence fra blandt andre den alsidige Jackie Blanchflower, der på det tidspunkt var omskolet til rollen som angriber, men snart kom til at blive brugt i forsvaret i stedet for.
Held i uheld
Sæsonen efter var magtforholdet dog anderledes i duellen mellem Whelan og Doherty, hvis knæ fortsatte med at give ham problemer.
Han spillede derfor kun 3 kampe, mens Whelan spillede hele 54 af de 57 kampe, United spillede i den sæson. Med 33 mål til følge.
Doherty spillede kun én kamp mere, et 3-1 nederlag til Wolves i september 1957. Det var kun hans 26. kamp for klubben, og med sit 7. mål scorede han Uniteds eneste i kampen.
I oktober 1957 skiftede han så til nyoprykkede Leicester City, der købte ham for 6.500 pund. Her blev han holdkammerat med et andet tidligere United-talent, Johnny Morris.
De to formede indledningsvist et glimrende sammenspil, men efter få måneder måtte Doherty igen sidde ud med en skade. Faktisk var han på operationsbordet i februar 1958, da han lærte om flystyrtet i München.
Grundet sine knæproblemer forlod han Leicester efter kun én sæson, og derefter var han færdig med fodbold på topniveau.
Doherty er siden blevet spurgt, om han følte sig uheldig med sine gentagene knæproblemer og ødelagte karriere.
– Jeg voksede op og kom til at leve af at spille et spil. Senere fik jeg et fantastisk liv med min familie, mens mange af mine venner var døde før deres tid. Hvad skulle jeg dog brokke mig over?
Efter karrieren
I efteråret 1958 blev Busbys assistent og manden bag FA Youth Cup succeserne, Jimmy Murphy, tilbudt jobbet som cheftræner i Arsenal.
Dette overvejede han kraftigt, og han spurgte Doherty, om han ville med som hans assistent. Det ville Doherty gerne, men Murphy ønskede alligevel ikke at forlade United, og derfor var der heller ikke noget job til Doherty.
I stedet måtte han arbejde i mindre klubber som Altrincham, Bangor City og Hyde United. Derudover arbejdede han også som chefscout for Burnley i 1980’erne.
Mest af alt er han dog kendt for sit arbejde som stifter og formand for Association of Former Manchester United Players, som har rejst mange penge til velgørende formål og blandt andet arrangerede en mindekamp i 1998 i anledning af 40-året for flyulykken.
Derudover udgav Doherty i 2005 bogen ‘The Insider’s Guide to Manchester United’, hvor han beskriver hele 300 United-spillere med observationer og anekdoter. Han døde af lungekræft to år senere, 72 år gammel.
Her udtalte David Gill følgende til Manchester Evening News:
– John var en utrættelig leder af foreningen af tidligere spillere og en meget elsket og populær figur omkring Old Trafford. Hans arbejde med dem gjorde, at gruppen blev stærkere og stærkere. Hans hurtige bemærkninger og lettilgængelige facon vil virkelig blive savnet.
Denne artikel er 17. del af serien “Jagten på nummer 250”
Serien indeholder også:
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
