Foto: Tom Purslow, Getty Images
Alexander Downie Dawson blev født i Aberdeen, men kom til United i 1955 og fik en professionel kontrakt to år senere. I mellemtiden var han også med til at vinde to FA Youth Cup-finaler, hvor han scorede tre mål i den samlede 8-2 sejr over West Ham i 1957.
Det var en tid, hvor United fuldstændigt dominerede ungdomsturneringen med guldmedaljer fem år i træk. Og med Jimmy Murphy ved roret vandt man hele 73 af sine 93 kampe.
Spillere som Duncan Edwards og Bobby Charlton udmærkede sig med henholdsvis 23 og 24 mål i årenes løb. Ingen af dem kunne dog måle sig med angriberen Dawson, der scorede hele 43 gange i de 21 FA Youth Cup-kampe, han deltog i. Og dermed er han også turneringens all-time topscorer, ifølge Manchester Uniteds hjemmeside.
Før og efter flyulykken
Han var 17 år, da han i april 1957 fik spilletid i sæsonens sidste tre kampe. Her havde klubben allerede genvundet mesterskabet fra året før, og Dawson scorede et mål i hver af de tre kampe.
Vejen til fast spilletid var dog blokeret af Billy Whelan, Tommy Taylor, Dennis Viollet og Bobby Charlton, der tilsammen scorede hele 105 mål den sæson, på tværs af turneringer.
Han fik derfor også kun spilletid én gang i efteråret 1957. Og det skete i et 3-0 nederlag til Portsmouth den 19. oktober, mens Taylor var af sted med landsholdet i en 4-0 sejr over Wales.
Præcis fire måneder senere var Dawson på banen igen til sin 5. kamp for United. To dage før sin 18 års fødselsdag. Men det var desværre på baggrund af tragiske omstændigheder, da både Whelan og Taylor var omkommet i flystyrtet i München 14 dage forinden. Imens var Viollet og Charlton overlevet, men de var endnu ikke klar til at spille.
Kampprogrammet viste en United-opstilling med 11 spørgsmålstegn. Dawson kom dog til at spille i trøje nummer 9 som den centrale angriber. Og han scorede det sidste mål i den overraskende 3-0 sejr, mens han også scorede i de efterfølgende to kampe. På dette tidspunkt havde teenageren altså scoret 6 mål i sine første 7 kampe for United.
I FA Cup-semifinalen scorede han et historisk hattrick, da man vandt 5-3 over Fulham, efter det var endt 2-2 i det første opgør. Ingen andre har siden scoret et hattrick i en FA Cup-semifinale, før Riyad Mahrez gjorde det for Manchester City i 2023.
Herefter fulgte endnu en stime med mål i tre kampe i træk, men i forlængelse af Charlton og Viollets tilbagevenden blev han alligevel rykket ud på højrekanten og iført trøje nummer 7. Her spillede han også i FA Cup-finalen, der endte med et nederlag på 2-0 til Bolton.
Overhalet af rutinerede kræfter
Dawson præsterede altså forbilledligt i månederne efter ulykken. Og i sommeren 1958 stod han noteret for 11 mål i sine 21 kampe for United. Imens var både Matt Busby og Jimmy Murphy store fortalere for at have tillid til ungdommen, så det så godt ud for den skotske angriber.
Omvendt var trænerne også realistiske og så det som en nødvendighed at tiltrække noget erfaring. I september 1958 købte de derfor Sheffield Wednesday-anføreren Albert Quixall for 45.000 pund, en ny britisk transferrekord.
Quixall, Viollet og Charlton var nu oftest foretrukket på de tre centrale pladser i angrebet, og Dawson fik kun 11 kampe i 1958/59-sæsonen. Med 4 mål til følge. Og han var ofte placeret ude på højrekanten i trøje nummer 7.
I de følgende to sæsoner kæmpede han sig dog tilbage i Busbys planer med 15 mål i 23 kampe i 1959/60 og 20 mål i 34 kampe sæsonen efter.
Men i juli 1961 gentog historien sig, da United købte Arsenals topscorer David Herd for 35.000 pund. Dawson var nu igen reduceret til en reserverolle, og han forlod klubben i oktober samme år, da Preston North End købte ham for 18.000 pund.
I United havde han scoret 54 mål i 93 kampe, og han fortsatte sit fine målsnit med 114 mål i 197 ligakampe for Preston. Her fik han også tilnavnet ‘The Black Prince’.
I marts 1963 fik Dawson følgeskab af Nobby Lawton, der havde svært ved at komme på holdet i United. Kort tid efter kunne de begge se deres tidligere klub vinde FA Cup-finalen, Uniteds første trofæ siden flyulykken.
Dawson og Lawton kom dog i finalen året efter mod West Ham, med Lawton som anfører for Preston. Kort før pausen scorede Dawson til 2-1, men den senere verdensmester Geoff Hurst udlignede kort inde i anden halvleg. West Ham scorede til sidst også til 3-2, så anfører Bobby Moore kunne løfte pokalen.
Ødelagte karrierer
Mens flyulykken unægteligt åbnede en dør for Dawson, ødelagde den også den gradvise introduktion, han ellers skulle have gennemgået fra talent til stjernespiller. Og en tidligere holdkammerat på Uniteds reservehold, Alan Wardle, mente i hvert fald ikke, at det var til Dawsons fordel at have fået for meget ansvar for tidligt.
– Det må have været utrolig svært for drengene, som kom ind efter München. Jeg er sikker på, det havde store konsekvenser for deres karrierer i United, sagde Wardle.
– Normalt ville spillere få en smagsprøve, en mulighed, og så ville de komme tilbage på reserveholdet og gradvist blive introduceret mere og mere. Men München ændrede det, og det ødelagde flere karrierer. Alex Dawson led under det. Han scorede et fantastisk hattrick, men ved at gøre det blev han også et navn. Alle kendte ham og gik efter ham. Og der var ingen til at passe på ham.
Alex Dawson døde i 2020, 80 år gammel.
Denne artikel er 29. del af serien “Jagten på nummer 251”
Serien indeholder også:
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
