Foto: S&G/PA Images via Getty Images
Norbert ‘Nobby’ Lawton blev født i Newton Heath, Manchester, og han startede i 1956 som ungdomsspiller i United. Året efter deltog han i Uniteds femte FA Youth Cup-triumf i træk, og han scorede selv i sejren på 3-2 over West Ham i den første af to finalekampe. Den anden kamp endte mere overbevisende med 5-0 til United.
Senere i hans karriere kom Lawton igen til at stå over for West Ham i en finale. Det vender vi tilbage til.
Lawton blev ikke professionel i første omgang, men efter flystyrtet i 1958 sagde han sit job op meldte sig under fanerne i forsøget på at genrejse klubben. Hans førsteholdsdebut lod dog vente på sig, da en voldsom lungebetændelse gjorde, at han i en periode ikke kunne bruge sine ben.
I april 1960 fik 20-årige Lawton endelig debut. Han nåede dog kun tre kampe i debutsæsonen og fik kun to i den efterfølgende.
Gennembrud og makkerskab med Bobby
1961/62-sæsonen blev hans bedste for klubben med 27 kampe og 6 mål. Det første mål kom i december 1961 i en 3-0 sejr over Fulham, og to kampe senere, på Boxing Day, scorede han hattrick i en 6-3 sejr over Nottingham Forest.
Han præsterede i sidste ende kun 44 kampe og 6 mål for klubben. Så halvdelen af hans United-scoringer kom altså i dén kamp.
På dette tidspunkt spillede han typisk i trøje nummer 10 på positionen som ‘inside left’. Imens spillede legendariske Bobby Charlton som ‘outside left’, altså på venstrekanten. Og dermed formede Nobby og Bobby et farligt makkerskab i venstre side af Uniteds angreb.
Konkurrencen i angrebet endte dog med at være for hård for Lawton, som i stedet spillede på midtbanen i den efterfølgende sæson.
Her blev han dog også udkonkurreret af blandt andre nyindkøbet Pat Crerand, den tidligere anfører Maurice Setters og navnebror Nobby Stiles.
Derfor nåede han kun 12 kampe den sæson, den sidste mod Nottingham Forest i december 1962. Tre måneder senere skiftede han til Preston North End for 14.000 pund.
Fraværende i én FA Cup-finale – med i en anden
Nobby Lawton var derfor ikke med, da United i maj 1963 vandt FA Cup-finalen med 3-1 over Leicester City og vandt sit første trofæ efter München.
I stedet blev han hurtigt udnævnt som anfører for Preston North End og førte dem i FA Cup-finalen året efter, selvom de kun befandt sig i den næstbedste række i engelsk fodbold. På vejen til finalen slog de Nottingham Forest, Bolton, Carlisle, Oxford og Swansea (foto fra 6.runde-kampen ude mod Oxford United).
Det var første gang i 15 år, at et hold kvalificerede sig til FA Cup-finalen uden at være i den bedste række. Og det skete først igen 11 år senere.
I finalen kom undertippede Preston foran både 1-0 og 2-1, sidstnævnte scoret af Alex Dawson (foto, bag Lawton), som også var kommet fra United. De to var i øvrigt tætte venner i 40 år, og Lawton var forlover ved Dawsons bryllup. Geoff Hurst udlignede dog i finalens anden halvleg, inden West Ham scorede til 3-2 i slutminutterne og vandt trofæet.
Måske var det også et lille forvarsel om VM-finalen to år senere, med Hurst som målscorer i finalen og Bobby Moore som anføreren, der løftede trofæet.
En skadesplaget leder
Lawton fortsatte som anfører i Preston i flere sæsoner, hvor man var tæt på oprykning til den bedste række med en 3.plads i 1963/64-sæsonen, men aldrig kom så tæt på igen.
Han var dog også plaget af gentagende knæskader, og i 1967 skiftede han til Brighton i den 3.bedste række for 8.000 pund.
Han spillede også tre sæsoner i Brighton, indtil han i 1970 skiftede til Lincoln City i den 4.bedste række. Han fik dog kun 20 kampe for klubben, der i perioden også blev trænet af Lawtons tidligere holdkammerat i United, angriberen David Herd.
Lawtons skader gjorde nemlig, at han måtte stoppe karrieren i 1972, 32 år gammel. I den forbindelse blev der arrangeret en testimonial-kamp, hvor flere tidligere United-spillere deltog. Blandt andre David Herd, Johnny Giles, Alex Dawson og Nobby Stiles. Bobby Charlton var også til stede under den underholdende kamp, der endte 9-7. Han var dog ikke selv på banen.
Efter karrierestoppet arbejdede Lawton uden for fodboldverdenen, indtil han døde af kræft i 2006, 66 år gammel.
Artiklen er 34. del af serien “Jagten på nummer 252”
Serien indeholder også:
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
