Foto: Mirrorpix via Getty Images
John James “Jimmy” Rimmer voksede op i Southport, Lancashire, og det lå ikke i kortene, at han skulle få en professionel fodboldkarriere.
Hans familie var fattig, og han måtte spille i brugte støvler og tøj, som ikke altid passede ham. Derudover led han af astma, så han i perioder slet ikke kunne spille.
På trods af de svære kår blev han alligevel udtaget til sit skolehold, hvor han imponerede som målmand og siden endte i Manchester United.
Først var det på en amatørkontrakt i 1963, og to år senere som professionel. I mellemtiden var han også med til at vinde FA Youth Cup i 1964, sammen med blandt andre George Best.
I Stepneys skygge
I 1966 blev Alex Stepney hentet til klubben fra Chelsea, og det blev skæbnesvangert for Rimmers muligheder på Old Trafford.
Stepney endte med at spille for United i 12 år og er af mange anerkendt som en af klubbens bedste keepere nogensinde. Med hele 539 optrædener for Manchester United er der altså kun 7 spillere, der har spillet flere United-kampe end Stepney.
Det begrænsede naturligvis Rimmers muligheder for at slå igennem. Han blev kortvarigt foretrukket af Wilf McGuinness i 1970/71-sæsonen med 28 kampe mod Stepneys 22. Men ellers nåede han aldrig mere end 8 kampe på en sæson.
Han måtte derfor også tage til takke med en plads på bænken, da United i 1968 vandt Europa Cup-trofæet på Wembley. På dette tidspunkt havde han også kun stået én kamp for førsteholdet, ud af de 46 kampe, det blev til i alt. Debuten var kommet i en 3-0 sejr over Fulham.
I 1973/74-sæsonen var han kortvarigt udlejet til Swansea City, men han endte sidenhen med at skifte til Arsenal for 40.000 pund. De havde nemlig en aldrende keeper i Bob Wilson, og da han stoppede efter sæsonen, blev Rimmer endelig førstevalg.
Arsenal
På Highbury kom Jimmy Rimmer flyvende fra start og blev Årets Spiller i klubben i sin første fulde sæson. Her skal det dog siges, at Arsenal i denne og den følgende sæson havde det meget svært og måtte tage til takke med 16. og 17. pladsen i ligaen.
I dag er Arsenal den klub, der har været længst tid i den bedste række i England. I skrivende stund er klubben i gang med sæson nummer 100 i træk.
Det kan man blandt andet tilskrive Jimmy Rimmer, som med sine redninger var stærkt medvirkende til, at stimen ikke blev brudt i en meget svær tid for London-klubben.
I denne periode blev han også udtaget til det engelske landshold, hvor han fik sin debut i en kamp mod Italien. I pausen blev han dog udskiftet efter en dårlig halvleg og to indkasserede mål. I kampens anden halvleg scorede England tre gange og vandt 3-2. Det blev Jimmy Rimmers eneste landskamp i karrieren.
Arsenals dårlige sæsoner medførte, at Terry Neill i 1976 kom til som ny manager. Han kom direkte fra Tottenham Hotspur, og året efter sørgede han for at få keeperen Pat Jennings med sig. For anden gang i karrieren måtte Rimmer se sig marginaliseret og søge nye udfordringer.
Aston Villa
Heldigvis for Rimmer var der nu en dør åben i Aston Villa, og her var han nu førstevalg i seks sæsoner.
Her var han med til at vinde mesterskabet i 1981 og den efterfølgende Charity Shield-finale. Året efter vandt klubben sågar også Europa Cup for Mesterhold efterfulgt af en sejr over Barcelona i den europæiske Super Cup.
I dag er Jimmy Rimmer anerkendt som én af de bedste keepere i Aston Villas historie. Dette gør sig dog også gældende for Nigel Spink, der startede på bænken i Europa Cup-finalen mod Bayern München. Kampen var dog kun i sit niende minut, da Rimmer måtte kapitulere med en nakkeskade. Ind trådte i stedet den 23-årige Spink, der kun havde én kamp bag sig for Birmingham-klubben.
Kampen endte med en 1-0 sejr til Aston Villa, og selvom Jimmy Rimmer kun spillede godt 8 minutter, blev han stadig den kun anden spiller til at vinde Europa Cup for mesterhold med to forskellige klubber. Før ham havde italienske Saul Malatrasi gjort det med Inter og AC Milan i 1965 og 1969.
Spink endte også med at stå i målet i Super Cup-sejren i januar 1983, hvorfor Rimmer altså kan siges at have haft en nævneværdig indflydelse på Aston Villas to europæiske triumfer.
Samme sommer forlod Rimmer klubben, der nu havde Spink som førstevalg. Og det fortsatte han sådan set med at være helt frem til 1996.
Swansea City og fodboldpension
Rimmer kom efterfølgende tilbage til Swansea City, hvor han tidligere havde været på lån. Klubben var rykket ned fra den bedste række i 1982/83 og fra den næstbedste året efter.
I 1984/85 truede en tredje nedrykning i træk for den walisiske klub. Faktisk endte klubben på 20. pladsen i den 3. bedste række, kun ét point foran både Burnley, Leyton Orient og Preston North End. De to førstnævnte havde endda også en bedre målscore end Swansea.
Rimmers redninger i denne sæson har derfor været stærkt medvirkende til, at Swansea med nød og næppe undgik sin tredje nedrykning i træk. Nedrykningen kom til gengæld året efter, hvor Rimmer havde et kort ophold på Malta, inden han sluttede karrieren i 1986.
Herefter returnerede han til Swansea, hvor han blev målmandstræner. I 1995/96 trådte han endda også til som midlertidig manager i klubben. Her blev han dog i februar 1996 afløst af ingen ringere end Jan Mølby.
Rimmer levede derefter adskillige år i Kina, hvor han arbejdede som målmandstræner for både landsholdet og klubben Dalian Shide.
I dag er han 77 år gammel og bor i Gorseinon, Swansea.
Artiklen er 47. del af serien “Jagten på nummer 255”
Serien indeholder også:
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley