Foto: PA Images via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 254 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 81: Paul Edwards
Paul Francis Edwards kom til United som 16-årig i 1963, men der skulle gå næsten seks år, før han som 21-årig fik sin debut på førsteholdet. Det skete under Wilf McGuinness den 19. august 1969 i et 3-0 nederlag til Everton.
Han fik først chancen igen tre måneder senere, hvor han i mellemtiden var blevet 22. Denne gang blev Tottenham slået 3-1 efter mål af Bobby Charlton (2) og Francis Burns.
Det blev Edwards’ eneste sejr i sine første otte kampe for klubben. Derefter kom en bedre tid med sejre over Arsenal og Manchester City i starten af 1970. På artiklens billede ses Edwards (til højre) vinde en duel med bysbørnenes Ian Bowyer i netop denne kamp, som United vandt 3-0.
Kort efter var han også med til at slå Northampton Town 8-2 i en kamp, hvor George Best scorede hele seks mål. Netop Best må siges at være den absolutte modsætning til Edwards. En kæmpestjerne, som nød en luksuriøs tilværelse og havde et ekstraordinært offensivt talent.
Imens er Edwards karakteriseret som en hårdtarbejdende forsvarsspiller, som ikke fyldte meget i offentligheden, men gjorde sit job, udstrålte ro og var til at stole på.
Måske var det også netop disse kvaliteter, der sikrede ham en plads på et hold, der havde masser af kvalitet og stjernestøv, men efterhånden var på vej til at krakelere. Edwards gik også fra at have 16 ubesejrede kampe i træk til at være uden sejr i 15. Det var tumultarisk og uregelmæssigt, og i sidste ende kostede det McGuinness jobbet.
I december 1970 kom Sir Matt Busby tilbage. Han så også værdien i Paul Edwards og spillede ham i 17 af de 21 kampe, han nåede at stå i spidsen for holdet i sin sidste periode i spidsen for United.
Herefter tog Frank O’Farrell over, man han brugte kun Edwards i syv kampe, indtil han blev fyret halvandet år senere. I alt blev det til 68 kampe og 1 mål for Paul Edwards i Manchester United. I en klub, hvor han alt i alt tilbragte ca. ti år.
Tilpasningsdygtighed og den søde hævn
Allerede før O’Farrels fyring var Edwards blevet lånt ud til Oldham Athletic, der i foråret 1973 købte ham fri for 15.000 pund.
Klubben var rykket op to år tidligere fra den fjerdebedste række. Succestræner Jimmy Frizzell hentede nu Edwards til et hårdtarbejdende hold, der var sammensat for ganske få midler. I Edwards’ første fulde sæson rykkede klubben op igen og skulle nu spille i den næstbedste række.
Det var også tilfældet for nu nedrykkede Manchester United. Og da de to klubber mødtes på Boundary Park den 28. december 1974, var Paul Edwards på holdet mod sin gamle klub.
Her følte Oldham sig bortdømt, da nordirske Ronnie Blair fik bolden over stregen. Dommeren så den dog ikke inde, og spillet fortsatte. I det 69. minut gik den dog ikke længere for United. Bolden ramte Arnie Sidebottoms arm, og så var der straffe. Maurice Whittle afgjorde det til Oldhams fordel med kampens eneste mål.
United vandt efterfølgende det modsatte opgør 3-2 og endte som bekendt også med at rykke hurtigt op igen. Men kampen er stadig et samtaleemne i Oldham. I alt præsterede Paul Edwards 110 ligakampe og syv mål for Oldham Athletic.
I 1978 gentog historien sig for Paul Edwards. For det første skiftede han igen til en klub, hvor han i forvejen havde været på et udlån.
For det andet skiftede han igen til en klub, som lå i eller omkring Manchester. Mens Oldham ligger i den nordøstlige ende af Greater Manchester, ligger Stockport County i den sydøstlige. Så Edwards, der var født i Shaw ved Oldham, rejste aldrig langt væk for at spille fodbold.
Han spillede to sæsoner på Edgeley Park med 67 ligakampe og to mål til følge, og han lagde støvlerne på hylden i 1980.
Loyal. Hårdtarbejdende. Ydmyg. Professionel. Pålidelig. Sådanne ord bruges til at beskrive Paul Edwards. Kan man sige dette om alle, der starter i en højtprofileret klub som Manchester United og ender i mindre klubber væk fra rampelyset?
Nej, det kan man nok ikke. Her var Edwards et skoleeksempel på, hvordan man bør tilpasse sig, når drømmen om mesterskaber og europæiske finaler fordufter.
Manchester United på dansk TV
Vi har nu beskrevet Paul Edwards som en stille, hårdtarbejdende type, der ikke gjorde meget ud af at være i rampelyset. Derfor er det måske også lidt pudsigt, at han netop var med til at indlede et nyt kapitel i Manchester Uniteds historie. I hvert fald for danske fans.
Den 9. januar 1971 var nemlig første gang, United blev vist i en tipskamp på dansk TV.
Chelsea tog imod på Stamford Bridge, og det var den kommende United-træner Dave Sexton, der var i spidsen for hjemmeholdet.
Imens var Sir Matt Busby 11 dage forinden blevet genansat i United, og det var hans tredje kamp i den sidste periode under skotten.
Han stillede op med Alex Stepney på mål og et forsvar bestående af John Fitzpatrick, Paul Edwards og Tony Dunne. På midtbanen huserede Pat Crerand og Nobby Stiles, mens Willie Morgan og John Aston Junior spillede på kanterne. Denis Law, Bobby Charlton og Alan Gowling spillede længst fremme.
Hjemmeholdets Alan Hudson bragte værterne foran efter en times spil. Willie Morgan udlignede dog på et straffespark efter 77 minutter, før Alan Gowling sikrede en 2-1 sejr efter 86 minutters spil. Et flot comeback til at fejre klubbens debut i en tipskamp på dansk fjernsyn.
Artiklen er 51. del af serien “Jagten på nummer 255”
Serien indeholder også:
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley