Foto: Simon Bruty/Allsport
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 103: Mick Duxbury
Med Michael “Mick” Duxbury kan vi ikke lade være med at dvæle lidt ved Andy Ritchie, det seneste emne i denne føljeton om Uniteds akademispillere gennem tiden.
Ritchie var 15 måneder yngre end Duxbury, men fik stadig debut to år og otte måneder før denne artikels hovedperson, der først debuterede en uge før sin 21 års fødselsdag.
Til gengæld endte Duxbury med at få en længere og mere glorværdig United-karriere end Andy Ritchie. Derfor er de to spillere et godt eksempel på, at spillere udvikler sig i forskelligt tempo, og at det ikke altid er de mest lovende talenter, der når længst.
Duxbury var også en anden spillertype og opererede som højre eller venstre back. Hans debut kom i en svær periode for United og Dave Sexton, der i starten af 1980/81-sæsonen havde en stime på 11 kampe med kun én sejr.
Mens den dårlige stime endte med et farvel til Ritchie, der skiftede til Brighton, fik Duxbury bidt sig fast på holdet og fik endda også scoret tre gange i debutsæsonen.
To af målene faldt pudsigt nok mod netop Brighton, heriblandt i en 4-1 sejr, hvor Ritchie også fik scoret sit første mål for mågerne.
Alsidig og pålidelig med kort landsholdskarriere
Hans gennembrud kulminerede i 1982/83, hvor han spillede samtlige 60 kampe for United, der endte på en 3. plads og vandt FA Cup. Det var i øvrigt med en finalesejr over Brighton.
Duxbury startede begge finalekampe på højre back og var kendt for at være en stabil og alsidig spiller, der kun sjældent lavede fejl, mens han også holdt hovedet koldt under pres.
Det kastede også ti engelske landskampe af sig. Hans debut kom i den sidste kvalifikationskamp til EM i 1984. Og selvom kampen endte med en sejr på 4-0 ude mod Luxembourg, kom England ikke med til slutrunden.
Året før havde de nemlig tabt 1-0 til Danmark på Wembley. Bobby Robsons eneste nederlag i 28 kvalifikationskampe fra 1982 til 1990.
Hen over sommeren spillede Duxbury otte venskabskampe med England og kunne ligne en spiller, som Robson havde i sine planer i forberedelsen til VM i Mexico to år senere.
Han spillede dog kun én kamp i den efterfølgende kvalifikation, en 5-0 sejr over Finland på Wembley, hvilket blev hans tiende og sidste landskamp for England.
Ny FA Cup-triumf
På klubholdet fortsatte hans vigtige rolle i United, og han var også med i den mindeværdige 3-0 sejr over Barcelona i kvartfinalen af Pokalvindernes Europa Cup efter at have tabt 2-0 på Camp Nou.
Men som det ofte er med alsidige og pålidelige holdspillere, var han også bare en god reserve at bringe i spil fra bænken.
Hans 60 kampe i 1982/83 var halveret tre år efter, og i mellemtiden var han også startet på bænken i FA Cup-finalen i 1985. Dermed var han én af kun tre spillere fra finalen mod Brighton, der ikke startede igen i finalen mod Everton.
Heldigvis for ham var der ingen scoringer i de første 90 minutter, og derfor kom han i spil som indskifter for Arthur Albiston i den forlængede spilletid.
På det tidspunkt var holdkammeraten Kevin Moran blevet udvist som den første nogensinde i en FA Cup-finale. Ti mod elleve lykkedes det dog alligevel United at vinde finalen med Norman Whitesides mål efter 110 minutter.
Modsat FA Cup-triumfen to år før kastede denne sejr dog ikke et europæisk eventyr af sig. For kun to uger efter finalen skete Heysel-ulykken i Europa Cup-finalen mellem Liverpool og Juventus.
Katastrofen resulterede i, at engelske hold var udelukket fra europæisk deltagelse i fem år, hvilket også endte med at være resten af hans United-karriere.
Slog Sivebæk af holdet
Da Alex Ferguson kom til i 1986, rådede han over to højrebacks i form af Duxbury og danske John Sivebæk, der var kommet til klubben samme år.
De to delte spilletiden mellem sig den sæson, og da det blev sommer, købte Ferguson den 30-årige højre back Viv Anderson i Arsenal.
Det betød et farvel til én af de to andre, og det blev altså Sivebæk, der måtte forlade United til fordel for fransk fodbold.
Fergusons første fire sæsoner var svære, og FA Cup-triumfen i 1990 siges at have reddet ham fra at blive fyret.
Duxbury spillede fire kampe på vej til denne FA Cup-finale, men var i høj grad en trupspiller, der ofte sad ude, når de vigtigste kampe skulle spilles.
Derfor deltog han heller ikke i kampene mod Oldham Athletic i semifinalen eller finalekampene mod Crystal Palace.
Da sæsonen var forbi, var det også slut for Mick Duxbury, som forlod United efter 378 kampe med 7 mål til følge. Han skiftede på en fri transfer til Blackburn Rovers.
En landskamp MOD sit hjemland
Mick Duxbury var faktisk født i Blackburn og vendte nu hjem til sin lokale klub. To år senere gik turen videre til Bradford City, hvor han også tilbragte to sæsoner.
Her sluttede han sin professionelle karriere og rejste til Hong Kong, hvor han spillede for et hold kaldet Golden FC. Her spillede han blandt andet sammen med Carlton Fairweather, der i mange år havde spillet for Wimbledons såkaldte ‘Crazy Gang’.
I 1996 tog det engelske landshold på træningslejr i Asien forud for europamesterskabet på hjemmebane. Her mødte de et udvalgt Hong Kong XI, hvor blandt andre Duxbury og Fairweather var med.
Dermed kom Duxbury faktisk til at spille mod sit eget landshold i en kamp, de tabte 1-0 efter mål af Les Ferdinand.
I forbindelse med kampafviklingen mødtes han også med Neville-brødrene, som fortalte ham, at de begge havde set op til Duxbury og spejlet sig i ham som en hårdtarbejdende akademispiller, der fik mange førsteholdskampe i klubben.
Begge endte sidenhen med at få flere United-kampe end Duxbury. Phil Nevilles 386 kampe var dog kun otte flere end Duxbury.
Da han stoppede med selv at spille, blev han træner på Manchester United Soccer Schools i både Hong Kong og Dubai. Skolerne åbnede i 1999 og har siden spredt sig til 250 forskellige byer i verden.
Duxbury er mange steder beskrevet som ‘Mike’ Duxbury. Men er man i tvivl om, hvorvidt han hedder det ene eller det andet, findes svaret i titlen på hans selvbiografi: ‘It’s Mick, Not Mike’.
Artiklen er 62. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 102 – Andy Ritchie
Nr. 99 – Steve Paterson
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley




