Foto: Photo by Mark Runnacles/Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 108: Mark Dempsey
Når den seneste artikel i serien om Uniteds akademispillere var selveste Mark Hughes, så må Mark James Dempsey siges at være noget af en kontrast til en stor mester, der også har FC Barcelona og Bayern München på sit cv.
Manchester-fødte Dempsey fik nemlig kun to førsteholdskampe for United, og under normale forhold ville han dermed være én af dem, vi ikke lige prioriterede at skrive om i denne føljeton om de vigtigste akademispillere gennem tiden.
Somme tider er der dog andre ting, der trækker i en anden retning, og derfor har vi alligevel Dempsey med i denne artikelserie på trods af den korte og relativt ubetydelige spillerkarriere i klubben.
Trøje nummer 7
Dempsey var én af de talentfulde unge spillere, der kom til United fra 12-års alderen og efterhånden arbejdede sig op til at få en professionel kontrakt.
I første omgang var Dempsey med på holdet, der nåede FA Youth Cup-finalen mod Watford i 1982 med blandt andre Mark Hughes, Norman Whiteside og Clayton Blackmore på holdkortet.
Her scorede Dempsey også i begge opgør, som endte med et samlet nederlag på 7-6 efter forlænget spilletid.
Selvom han var med omkring førsteholdet i tre år, fra han var 18 til 21, var det svært for ham at få spilletid. Først og fremmest sad landsholdsspillerne Ray Wilkins og Bryan Robson tungt på pladserne på midtbanen.
Dernæst kunne alsidige spillere som Paul McGrath og Norman Whiteside også dække ind centralt, frem for at bringe en uprøvet teenager i spil. Oven i købet en teenager, som var meget let og måske manglede lidt fysisk for at kunne klare sig på højeste niveau.
Han fik sin debut som 19-årig i en kamp mod bulgarske Spartak Varna i Europa Cup for Pokalvindere. Her blev han skiftet ind efter pausen i stedet for Kevin Moran, mens Frank Stapleton allerede havde scoret begge mål i en sejr på 2-0.
Herfra gik der mere end to år, før han igen fik spilletid på førsteholdet. Denne gang startede han inde i en ligakamp mod Ipswich Town, hvor Frank Stapleton igen blev matchvinder og scorede kampens eneste mål efter oplæg af Jesper Olsen.
I den kamp fik Dempsey lov til at spille i den ikoniske trøje nummer 7. Den lokale knægt nød også godt af opbakningen fra Old Traffords Scoreboard End, hvor hans kammerater stod og råbte “Demmo, Demmo” efter ham.
Ugen efter spillede United ude mod Aston Villa, og da Dempsey havde gjort det godt til træning og blandt andet havde taget alle dødbolde, troede han, at han skulle spille igen.
Ron Atkinson valgte dog på kampdagen at spille med Clayton Blackmore, som under kampen scorede direkte på frispark i en sejr på 3-1. Dempsey fik aldrig chancen igen og endte med at tage ud på lejeophold.
Nomade, men stadig klubmand
I første omgang var han i Swindon Town, inden han kom til Sheffield United, hvor hans lejeaftale blev vekslet til et permanent skifte.
I sidste ende blev han også udlejet herfra til Chesterfield, inden han spillede for klubber som Rotherham United, Macclesfield Town, Barrow, Altrincham, Alfreton Town, Buxton og Radcliffe Borough.
Han var altså ikke bange for at rejse og prøve nye udfordringer, og det samme kan siges om hans karriere som træner.
Han startede godt nok som træner for sine sønners hold, men kom i kontakt med Manchester United, da Paul McGuinness havde Dempseys søn i kikkerten i forhold til en mulig ungdomskontrakt.
– Kan jeg tale med Mark Dempsey, Billy Dempseys far? Det er da ikke dig, er det Demps?, lød stemmen i telefonen.
Herfra blev kontakten genoptaget til United, og efter drøftelser med Eric Harrison kom han på diverse trænerkurser og blev fastansat i United i 2002 og varetog forskellige trænerroller.
I 2009 rejste han til Tromsø i Norge for at være ungdomstræner, mens han året efter endte i Molde og kom med i Ole Gunnar Solskjærs trænerstab.
Siden fulgte han også med Solskjær til Cardiff City, inden han vendte retur til Skandinavien og arbejdede i Haugesund, Djurgården, Start og Kongsvinger samt en kort retur til Molde i undervejs.
I 2018 overtog Ole Gunnar Solskjær roret i Manchester United, og her fulgte Mark Dempsey også med.
Selvom Solskjær endte med en fyreseddel, fortsatte Dempsey i United og arbejder den dag i dag som udviklingstræner på Manchester Uniteds akademi.
Her arbejder han i øvrigt sammen med Clayton Blackmore, der måske stod i vejen for hans gennembrud i United for mere end 40 år siden.
Men som Dempsey selv har udtalt i et interview til klubbens hjemmeside i 2019: – Hvis jeg havde været god nok, var jeg også kommet med på holdet.
Artiklen er 67. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 107 – Mark Hughes
Nr. 106 – Alan Davies
Nr. 105 – Norman Whiteside
Nr. 104 – Scott McGarvey
Nr. 103 – Mick Duxbury
Nr. 102 – Andy Ritchie
Nr. 99 – Steve Paterson
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley




