Foto: Peter Robinson/EMPICS via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 257 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United. Inklusive de seneste tre, Jack Fletcher, Shea Lacey og Bendito Mantato.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 90: Brian Greenhoff
Når vi fortæller historien om Brian Greenhoff (til højre), kommer vi ikke uden om hans syv år ældre bror, James ‘Jimmy’ Greenhoff (til venstre).
De blev begge født i Barnsley, og storebror Jimmy startede karrieren i Yorkshire-områdets storklub, Leeds United.
Her var han med til at vinde League Cup i 1968 samt den hedengangne Toto Cup. Tre år før havde han også været tæt på et engelsk mesterskab, men måtte nøjes med sølv, da Matt Busbys tropper vandt på en bedre målscore.
Efter de to pokaltriumfer tog Jimmy til Stoke City, hvor han gentog succesen. Det blev nemlig til endnu en League Cup-sejr i 1972, hvilket til dato er den største triumf for The Potters.
Samme år scorede han også på Old Trafford i kvartfinalen af FA Cup. Her endte kampen 1-1, og på hjemmebane kvalificerede Stoke City sig til semifinalen efter forlænget spilletid.
Dermed spillede han en stor rolle i at sende United ud af turneringen. Den klub, hvor lillebror Brian på det tidspunkt stod på spring for at få sin seniordebut. Ham vender vi tilbage til om lidt.
Jimmy Greenhoff blev Stoke Citys topscorer i tre forskellige sæsoner, selvom han som offensiv midtbanespiller oftere var i oplæggerens rolle med assists til blandt andre John Ritchie.
I dag huskes Jimmy som en af klubbens bedste spillere nogensinde. Her er han i fornemt selskab med folk som Gordon Banks og Sir Stanley Matthews.
Managerens drøm
Mens Jimmy i 1968 vandt sine trofæer med Leeds, vandt Manchester United samme år det helt store trofæ, Europa Cup for Mesterhold.
Få måneder senere vandt de også kampen om 15-årige Brian Greenhoff, som i august samme år startede i klubben. Han havde ellers også andre tilbud, blandt andet fra Rotherham United og deres manager, Tommy Docherty.
Grundet skader nåede Brian ikke at få debut på førsteholdet som teenager. I stedet fik han som 20-årig chancen i september 1973, og her var det netop Docherty, der i mellemtiden var blevet manager i United.
– Jeg fik dig endelig. Det var noget af en omvej, men jeg fik dig endelig, sagde The Doc til ham efter sin ansættelse som manager i United.
Det viste sig også, at Docherty var et godt match for Brian, der oprindeligt spillede på den centrale midtbane. Hans gennembrud kom dog i forsvaret.
Her dannede anfører Martin Buchan ellers et glimrende makkerskab med Jim Holton, også kaldet “Big Jim”.
– Six foot two, eyes of blue, Big Jim Holton’s after you, sang United-fansene, hvilket nok er meget sigende om, hvilken spiller 188 cm høje Holton var.
Her kunne unge Brian ikke måle sig. Med kun 175 cm levede han i højere grad af sin bevægelighed og boldsikkerhed som naturlig midtbanespiller.
Men da Jim Holton fik en alvorlig skade, var det altså Brian, der lod sig omskole og indtog pladsen ved siden af anfører Buchan.
United rykkede godt nok ned i hans debutsæson. Men han blev alligevel anerkendt af fansene som sæsonens bedste United-spiller.
Han spillede også 41 af 42 ligakampe, da de rykkede op igen, mens det blev til 40 i de to efterfølgende, hvor United på ny etablerede sig i den bedste række.
Dermed havde han fuldstændig erstattet Jim Holton som den faste makker til Buchan, der fra 1972 til 1976 spillede 167 af 168 mulige ligakampe for United.
Greenhoff-brothers united
I 1976 var United og Brian Greenhoff i FA Cup-finalen, hvor de tabte skuffende til Southampton fra den næstbedste række.
Værre gik det dog for Jimmy Greenhoffs Stoke City, da et kraftigt stormvejr samme år ødelagde deres stadion, Victoria Ground, og blandt andet rev store dele af taget af.
Det resulterede i, at klubben var nødt til at sælge flere af deres bedste spillere for at finansiere de omfattende reparationer. Her var der blandt andet tale om Jimmy Greenhoff og landsholdskeeper Peter Shilton.
United forsøgte faktisk at hente dem begge, men lykkedes kun at få Jimmy i hus. Prisen på ca. 120.000 pund er flere steder beskrevet som et regulært røverkøb.
Jimmy blev dermed forenet med lillebror Brian, og de nåede siden at spille 88 United-kampe sammen.
Brødrene spillede også hele kampen, da United i maj 1977 nåede FA Cup-finalen igen. Denne gang vandt United 2-1 over Liverpool med Jimmy Greenhoff som matchvinder.
Den sejr viste sig at være afgørende for, at Liverpool ikke vandt en treble, 22 år før Uniteds triumf i 1999. Samme år vandt de nemlig både ligaen og Europa Cup for Mesterhold.
Selvom brødrenes karrierer havde helt forskellige forløb, endte FA Cup-triumfen med at blive begge brødres karrieremæssige højdepunkt.
Brian Greenhoff spillede i alt 271 kampe for United med 17 mål til følge. Jimmy Greenhoff scorede til sammenligning 36 mål i 123 kampe for klubben.
De to spilleres antal mål vidner også om, at de typisk spillede i forskellige ender af banen.
Trænerskifte og stor alsidighed
Som United-manager havde Tommy Docherty overlevet en nedrykning. Han havde også overlevet en tabt FA Cup-finale mod et hold fra den næstbedste række.
Klubben trak dog grænsen ved utroskab. I hvert fald når der var tale om fysioterapeuten Laurie Browns kone, Mary Brown, som Docherty havde en affære med.
Derfor blev FA Cup-finalen mod Liverpool den sidste kamp med The Doc i spidsen. I stedet tog Dave Sexton over. En mand, som ikke så det samme lys i Brian som midterforsvarer.
Flere steder kan man læse, at Brian faldt i unåde hos manageren. Men han spillede alligevel 76 kampe under ham i løbet af to sæsoner, så det passer vist ikke helt.
Dog spillede han et hav af forskellige positioner under Sexton og havde derfor ikke en fast rolle som under Docherty.
Det siges også, at han har spillet samtlige pladser på banen for United. Inklusive målmand, da han i 1975 havde erstattet en skadet Alex Stepney i målet.
Under Sexton spillede han nok mest som højre back, men mod slutningen af United-karrieren var det også ofte på den offensive midtbane i trøje nummer 10.
Det var for eksempel tilfældet i FA Cup-semifinalen mod Liverpool i marts 1979. Her scorede han sit 17. og sidste United-mål til 2-1 i en kamp, der endte 2-2.
United vandt siden omkampen 1-0, denne gang på mål af storebror Jimmy. Det blev dog kun lige ved og næsten, da finalen mod Arsenal blev tabt 3-2.
Brian Greenhoff blev samme sommer solgt til Leeds for 350.000 pund, hvilket dengang var et rekordsalg for Manchester United.
Dermed endte han pudsigt nok i dén klub, hvor det hele var begyndt for hans storebror.
Landshold eller ej
Af de to brødre var det Jimmy Greenhoff, der var den mest talentfulde. Alligevel fik han aldrig en eneste landskamp, og han omtales af nogle som den bedste spiller, som aldrig har spillet for England.
Anderledes var det for Brian Greenhoff, der grundet hårdt arbejde og en enorm alsidighed endte med at få 18 landskampe. Efter hans skifte til Leeds i 1979 gik det dog ned ad bakke.
Han spillede sin sidste landskamp i 1980 og scorede kun et enkelt mål i sine tre sæsoner på Elland Road. Her blev han også kritiseret for at have taget på i vægt.
Efter korte ophold i Sydafrika og Finland tog han i december 1983 til Rochdale. Her blev han spillende assistent for Jimmy Greenhoff, der var deres manager.
Brian fik dog kun 16 kampe på grund af en knæskade og forlod klubben, da sæsonen var forbi.
Afskeden tog hårdt på brødrenes forhold, og de gik fra at have været uadskillelige til nu ikke at tale sammen i de næste 15 år.
– En lille familiediskussion. Det er den eneste, vi har haft nogensinde, har han siden sagt om sin uenighed med storebroren.
Brian Greenhoff, hans kone Maureen og sønnerne Paul, Brian og Peter, flyttede også til Spanien i nogle år, mens han arbejdede for en sportsforretning i Manchester.
Siden flyttede de tilbage til Rochdale, hvor han desværre kun var 60 år, da han pludseligt døde den 22. maj 2013. Tre dage efter Sir Alex Fergusons sidste kamp i spidsen for Manchester United.
Artiklen er 55. del af serien “Jagten på nummer 258”
Serien indeholder også:
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
