Jagten på nummer 259: Jimmy Nicholl, nummer 95, 1974-1982

Manchester United har givet debut til 258 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

18. juni 2026 16:41

Giv din mening til kende

Foto: Peter Robinson/EMPICS via Getty Images

Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.

I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.

For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:

Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau

I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.

Nummer 95: Jimmy Nicholl

James Michael “Jimmy” Nicholl (på billedet iført bøllehat) følger i kølvandet på Sammy McIlroy og David McCreery som nordirske spillere, der var med til deres landsholds guldalder med deltagelse i VM i 1982 og 1986.

Her spillede han fuld tid for sit land i begge turneringer. Først i det succesfulde VM i Spanien, hvor de vandt gruppen foran Spanien og Jugoslavien og nåede i alt fem kampe.

Dernæst i det knap så succesfulde VM i Mexico med kun ét point i tre kampe, opnået i åbneren mod Algeriet. 3-0 nederlaget til Brasilien i sidste gruppekamp endte også med at blive hans sidste landskamp.

De to slutrunder udgør dog to tredjedele af Nordirlands samlede antal verdensmesterskaber i historien. De har ellers kun været med til VM i Sverige i 1958, og derfor anses det også som en stor succes, at de overhovedet kom med.

Med 73 landskampe var det på det tidspunkt også kun Sammy McIlroy og Pat Jennings, der havde spillet flere landskampe end ham. Sidstnævntes sidste kamp var i øvrigt også i den samme kamp mod Brasilien under VM i 1986.

Flygtet fra konflikt

Nicholl var oprindeligt født i Canada med nordirske forældre, men de flyttede til Belfast, da han var tre år gammel.

I slutningen af 1960’erne begyndte den store konflikt i Nordirland mellem katolikker og protestanter. Det kom også til at påvirke Nicholls familie, da han i 1971 blev optaget på akademiet i United.

I Nordirland var der nemlig nogle protestanter, der mente, at United var en katolsk klub. De endte med at true familien Nicholl med, at de enten skulle flytte fra deres hjem i Rathcoole, eller at han skulle finde en anden klub at spille for.

Familien flyttede derfor med Jimmy til Manchester, hvor klubben hjalp dem med at finde en bolig. Det endte i øvrigt med at blive en varig flytning, da konflikten rasede helt frem til 1998.

I starten af 1974 skrev Nicholl under på en professionel kontrakt med United kort før klubbens historiske nedrykning.

Året efter rykkede klubben op igen, og i sæsonens fjerdesidste kamp gav det mulighed for, at Nicholl kunne få sin debut i en 1-0 sejr over Southampton. Det blev hans eneste kamp for United i den næstbedste række.

Året efter spillede han ca. halvdelen af Uniteds kampe, mens han var fast mand med 55 ud af 59 kampe i sæsonen 1976/77. Her spillede han også hele FA Cup-finalen, hvor det lykkedes United at besejre Liverpool og undgå, at de røde rivaler vandt en historisk treble.

Det blev dog hans eneste titel med United. To år senere spillede han også hele FA Cup-finalen mod Arsenal, hvor United lavede et sent comeback, men alligevel tabte 3-2.

Nicholl var kendt som en stabil højre back, som var hårdtarbejdende og pålidelig, men sjældent gjorde det store væsen af sig. Det blev også kun til seks scoringer i 248 kampe for klubben.

Karrieren efter United

I 1981 blev Ron Atkinson ansat som ny manager i United, og han havde ikke Nicholl med i sine planer. Nordireren tog i første omgang på et kort udlån til Sunderland efterfulgt af et ophold i Toronto Blizzard i fødelandet Canada.

Han kom permanent til Sunderland i 1982, men skiftede allerede året efter til Rangers i den skotske liga. Året efter skiftede han til West Bromwich, hvor han spillede i to sæsoner, før han igen fandt vej tilbage til Ibrox Stadium.

Denne gang blev han i Rangers i tre sæsoner med to mesterskaber og tre pokaltitler til følge, før turen gik til Durnfermline. Her spillede han i lidt over et år, før han skiftede til Raith Rovers og blev spillende manager.

Det var en stor succes. Den østskotske klub sikrede sig i 1993 sin første oprykning til den bedste række. De rykkede ned igen året efter, men kom straks tilbage og vandt oven i købet også den skotske liga cup i november 1994 med en finalesejr over favoritterne fra Celtic.

Her endte den ordinære kamp 2-2, før opkomlingene vandt 6-5 i straffesparkskonkurrencen efter en afbrænder af Celtic-legenden Paul McStay.

Den overraskende pokaltitel sikrede dem også en plads i UEFA Cup. Her mødte de Bayern München i 2. runde og kom foran 1-0 i München. Forinden havde de dog tabt 2-0 hjemme, og Bayern endte også med at vinde den anden kamp og gå videre med en samlet sejr på 4-1.

Nicholls succes førte ham til Millwall, men det blev ikke den store succes, og han var hurtigt tilbage i Raith Rovers igen. Her lykkedes det dog ikke at gentage bedriften fra tidligere.

Herefter fulgte nogle andre trænerjobs, flere af dem som assistent. Han fik dog også caretaker-roller i både Hibernian og Rangers. I sidstnævnte stod han i 2018 i spidsen i tre kampe, før han blev afløst af Steven Gerrard.

Den sidste kamp var ret spektakulær, idet den endte 5-5. Undervejs havde Rangers både havde været bagud med tre og foran med to.