Foto: PA Images via Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 106: Alan Davies
Denne artikels hovedperson havde ikke den største United-karriere. Han endte kun med at spille ti førsteholdskampe med ét mål til følge.
Hans liv endte dog tragisk, og derfor har vi alligevel valgt at inkludere ham i denne portefølje over de mest nævneværdige akademispillere i klubbens historie.
Alan Davies var født i Manchester, men havde walisiske forældre og kom også til at spille 13 landskampe for Wales.
Han skrev under på en professionel kontrakt i december 1978, hvor han fyldte 17 år. Herfra gik der dog mere end tre år, før han i maj 1982 debuterede i en 1-0 sejr over Southampton.
Herfra gik der nu også mere end et år, før han fik chancen igen. Det var til gengæld god timing, for efter at have spillet tre kampe i maj 1983, var han pludseligt i spil til at starte inde i FA Cup-finalen mod Brighton.
Som det fremgår af artiklens foto, var trøje nummer 11 i spil mellem ham, irske Ashley Grimes og kantspilleren Laurie Cunningham, der måneden før var ankommet på en lejeaftale fra selveste Real Madrid.
Lidt om Laurie Cunningham
Cunningham havde fået sit gennembrud i West Bromwich under Ron Atkinson, hvor han sammen med Cyrille Regis og Brendan Batson blev kendt som The Three Degrees.
Det var kun den anden mørke trio i engelsk fodbold, og Atkinson omtalte Cunningham som den bedste britiske spiller siden George Best.
I 1979 blev Cunningham den første brite til at spille for Real Madrid. Han blev også den næstdyreste spiller i verden efter Kevin Keegan og den anden mørke spiller i Madrid-klubben efter brasilianske Didi.
Han startede også forrygende, blandt andet med stående ovationer på Camp Nou under en 2-0 sejr ude mod FC Barcelona i februar 1980.
Han blev spansk mester og vandt Copa del Rey to gange. Og så spillede han i Europa Cup-finalen i 1981, hvor de dog tabte 1-0 til Liverpool.
Her havde La Perla Nigra (den sorte perle) dog brækket sin tå, og det blev kendetegnende for resten af hans tid på Bernabéu med flere skadesforløb og operationer.
Derudover blev det ikke taget godt imod, da han blev set på et dansegulv med gips på foden.
Det efterfølgende år, 1982, blev heller ikke et år, han ville have husket tilbage på med glæde.
Først og fremmest blev han ramt af en personlig tragedie, da hans brors kone og to døtre blev myrdet i deres hjem.
Samme år var han også én af tre Real Madrid-spillere, der blev udvist i et historisk 5-0 nederlag til Kaiserslautern i UEFA Cup-kvartfinalen.
Her formøblede de en 3-1 føring fra den første kamp, og fans og medier var nådesløse og gjorde Cunningham til syndebuk. Her var han i høj grad også udsat for racisme.
Han var derfor klar på en tilbagevenden til England i april 1983, hvor han blev udlejet til United og genforenet med Ron Atkinson.
På trods af Cunninghams meritter og relation til Ron Atkinson fik han dog kun fem kampe for United med et mål til følge.
Hans liv endte i øvrigt tragisk, da han i 1989 omkom efter at være kørt galt i Madrid. Året før havde han vundet FA Cup med Wimbledons såkaldte Crazy Gang.
FA Cup-triumfen og en scoring mod Juventus
Vi skal tilbage til Alan Davies, som på trods af Laurie Cunninghams meritter fik lov at starte inde i trøje nummer 11 i FA Cup-finalen mod Brighton.
Det var faktisk hans FA Cup-debut, og dermed fulgte han i fodsporene på Arthur Albiston ved at få sin FA Cup-debut i en finale. Siden har det også været tilfældet for Les Sealey.
Kampen endte 2-2, og det var Uniteds held, da Brightons målscorer til 1-0, Gordon Smith, formøblede en stor chance i slutminutterne.
Omkampen gik dog Uniteds vej med en sikker sejr på 4-0, og Alan Davies fik altså fuld tid i begge finalekampe.
Der skulle dog gå 11 måneder, før han spillede igen. United havde slået Barcelona ud af Europa Cup for Pokalvindere og skulle nu møde Juventus i semifinalen.
Her startede Davies på bænken, men erstattede en skadet John Gidman allerede efter ti minutter.
Kort efter kom Juventus foran ved verdensmester Paolo Rossi, men Davies udlignede før pausen, da han kom først på en ripost i målfeltet.
Han kom dog ikke i spil i returopgøret, hvor Rossi afgjorde det til italienernes fordel i overtiden.
I resten af sæsonen fik Davies spilletid i tre kampe, hvor det ikke blev til sejr mod hverken Notts County, Watford eller Everton.
Dermed blev det kun til ti kampe og et mål for Manchester United, og året efter skiftede han til Newcastle United for 50.000 pund.
Udlån, walisisk succes og tragisk slutning
Davies havde døjet med skader i Manchester, og det fortsatte han med i Newcastle, hvor det kun blev til 24 kampe og et enkelt mål.
Efter udlån til Charlton Athletic og Carlisle endte han i 1987 med at skifte permanent til Swansea City.
Waliseren fandt sig godt til rette i den walisiske klub og præsterede 12 mål i over 100 ligakampe for den walisiske klub, hvor han stadig var på kontrakt, da hans liv endte tragisk i februar 1992.
Her begik han selvmord i sin bil, lige efter han havde afleveret sin datter i skole. Han efterlod desuden en kone, som var højgravid, og han blev kun 30 år.
24 år senere, i 2016, begyndte en undersøgelse, hvor navngivne trænere angiveligt havde begået overgreb mod unge spillere i Storbritannien fra 1970’erne til 1990’erne.
Én af de tiltalte var den tidligere ungdomstræner Bary Bennett, hvor seks forurettede stod frem og vidnede mod ham.
Én af disse udtalte, at Bennett havde omtalt ham, Alan Davies og Gary Speed som sine ‘favoritter’.
Gary Speed, der indtil 2009 havde rekorden for flest kampe i Premier League, begik selvmord i 2011 i en alder af 42 år.
Speed havde dog – ved en tidligere undersøgelse af Bennett – udtalt, at han ikke havde været udsat for overgreb.
Derudover har Speeds advokater understreget, at hans selvmord ikke skyldtes overgreb fra Bennett eller andre.
Uagtet årsagen til Alan Davies’ selvmord, blev der i august 1992 spillet en testimonial-kamp mellem Manchester United og Swansea City til minde om ham. Kampen sluttede 1-1 på Vetch Field i Swansea.
Samme sted var der fem år tidligere blevet spillet en testimonial-kamp med samme to klubber til ære for Jimmy Rimmer. Her var der dog ikke tale om et dødsfald, da Rimmer først døde som 78-årig den 14. august 2026.
Artiklen er 65. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 105 – Norman Whiteside
Nr. 104 – Scott McGarvey
Nr. 103 – Mick Duxbury
Nr. 102 – Andy Ritchie
Nr. 99 – Steve Paterson
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley