Foto: Christopher Lee/Getty Images
Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.
I alt er der i skrivende stund tale om 258 spillere, der har taget springet fra akademiet til debut på førsteholdet i United. Inklusive de seneste; Shea Lacey, Bendito Mantato og Fletcher-tvillingerne.
For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:
- Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
- Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
- Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau
I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.
Nummer 104: Scott McGarvey
Scott McGarvey var endnu en spiller, der som helt ung viste prøver på et stort boldtalent. Den skotske angriber var blevet scoutet af klubben, siden han var 11 og kom til klubben som 16-årig.
Her var han ikke den eneste skotte, da klubben også rådede over Martin Buchan, Gordon McQueen, Arthur Albiston, Stewart Houston, Steve Paterson, Lou Macari og Joe Jordan.
Den daværende manager, Dave Sexton, var selv taget til Glasgow for at overtale ham til at komme. Og McGarvey endte med at få et godt forhold til Sexton, der i 1980 gav ham en professionel kontrakt samt debut på førsteholdet.
Det blev dog kun til to kampe under ham, begge som indskifter, før Sexton blev fyret i sommeren 1981.
På trods af den begrænsede spilletid oplevede McGarvey, at fyringen var et stort slag for ham. Ind kom i stedet Ron Atkinson, som han ikke fandt den samme tryghed med.
Et eksempel var, at Atkinson tilbød ham en ny kontrakt og fik ham til at tro, at han var fremtidens mand i klubben.
Nogle dage senere blev det så bekendtgjort, at klubben havde hentet irske Frank Stapleton i Arsenal. Og dermed var der nu lange udsigter til fast spilletid for unge McGarvey.
Han fik alligevel spilletid i 16 af sæsonens sidste 24 kampe, heraf seks som indskifter. Og den sidste af dem viste sig at være historisk.
Her startede han ude i en 2-0 sejr over Stoke City, der i øvrigt stillede op med den tidligere United-spiller Sammy McIlroy.
Fra bænken kunne McGarvey se Bryan Robson score det første mål, inden 17-årige Norman Whiteside gjorde det til 2-0 og blev klubbens yngste målscorer nogensinde.
I skyggen af en komet
Mens McGarvey i første omgang havde set Frank Stapletons ankomst som et ilde varsel, må Whitesides gennembrud have været endnu værre.
Whiteside var to år yngre og brugte ikke lang tid på at etablere sig som fast mand. Samme sommer blev nordireren den yngste nogensinde til at spille under et VM, og i den efterfølgende sæson spillede han 57 ud af 60 kampe for United.
Her scorede kometen også i FA Cup-finalen og blev den yngste målscorer nogensinde i en FA Cup-finale.
Det er muligt, at McGarvey alligevel ikke havde klaret den i United. Han har også selv beskrevet, at han nok ikke var mentalt stærk nok til at have klaret den i længden.
Men det var alligevel et afgørende slag, at en yngre og bedre spiller skulle få sit gennembrud på hans position lige netop dér.
I sidste ende fik McGarvey kun syv kampe den sæson, alle i ligaen. Med ét mål til følge. Derfor var han heller ikke involveret i FA Cup, hvor United gik hele vejen og vandt på Whitesides historiske mål.
McGarvey fik slet ingen spilletid i den efterfølgende sæson, hvor han blev udlånt til Wolves, der sluttede sidst og rykkede ud af den bedste række.
I sommeren 1984 blev han solgt til Portsmouth for 85.000 pund. Efter i alt tre mål og 25 kampe for Manchester United.
Fodboldnomade
For Portsmouth gik det godt med to fjerdepladser i den næstbedste række i de to følgende sæsoner. Her var den kommende United-spiller Neil Webb i øvrigt topscorer for dem i den ene.
Men for McGarvey var det en skuffende tid med seks mål i kun 23 kampe på tværs af de to sæsoner.
I stedet skiftede han til den tredjebedste række og spillede for Carlisle United, Grimsby Town, Bristol City, Oldham Athletic og Wigan Athletic.
I Oldham var han i øvrigt holdkammerat med både Andy Ritchie og en ung Denis Irwin. Modsat de to var han dog ikke involveret i FA Cup-semifinalerne i 1990, hvor United gik videre efter omkamp og Mark Robins’ berømte scoring i overtiden.
Samme år fulgte McGarvey i fodsporene på landsmanden Steve Paterson, da han skiftede til japansk fodbold. Han kom også til Cypern og Irland, inden han stoppede som spiller i 1993.
Fodboldagent og skandalesag
I slutningen af 1990’erne begyndte han som fodboldagent, og her er han bedst kendt for sin rolle i en meget omtalt skandalesag fra 2016.
Kort fortalt havde McGarvey arrangeret et møde med en fond, der ville investere i engelsk fodbold.
Med til mødet deltog også Sam Allardyce, som foruden en lang karriere som manager også var McGarveys gode ven.
Til mødet blev det diskuteret, hvordan man kunne omgå nogle af FA’s regler for køb og salg af spillere, blandt andet ved at have ejerskaber, der involverede en tredjepart. Noget, der ellers er ulovligt i England.
Allardyce forhandlede også en belønning på 400.000 pund på plads for at introducere investeringsfonden for disse smuthuller i systemet.
Desværre for trænerlegenden viste det sig dog, at de fremmødte personer var journalister fra The Daily Telegraph, der filmede mødet og offentliggjorde udfaldet.
Sagen trak store overskrifter, og det blev bestemt ikke mindre af, at Allardyce lige var blevet udnævnt engelsk landstræner efter et EM, der sluttede med et skuffende exit mod slutrundedebutanterne fra Island.
McGarvey har holdt fast i, at samtalerne var hypotetiske og ikke havde til hensigt at snyde nogen. Han har dog også udvist stor skyld og fortrydelse over de konsekvenser, det endte med at have for Allardyce.
Allardyce havde nemlig kun nået én landskamp i spidsen for England, da sagen fik ham afsat og afløst af hans assistent Gareth Southgate.
Artiklen er 63. del af serien “Jagten på nummer 259”
Serien indeholder også:
Nr. 103 – Mick Duxbury
Nr. 102 – Andy Ritchie
Nr. 99 – Steve Paterson
Nr. 95 – Jimmy Nicholl
Nr. 94 – David McCreery
Nr. 93 – Arthur Albiston
Nr. 92 – Paul Bielby
Nr. 90 – Brian Greenhoff
Nr. 86 – Sammy McIlroy
Nr. 85 – Tommy O’Neil
Nr. 82 – Tony Young
Nr. 81 – Paul Edwards
Nr. 80 – Don Givens
Nr. 79 – Steve James
Nr. 78 – Carlo Sartori
Nr. 77 – Jimmy Rimmer
Nr. 76 – Alan Gowling
Nr. 74 – Francis Burns
Nr. 73 – Brian Kidd
Nr. 72 – Jimmy Ryan
Nr. 71 – Bobby Noble
Nr. 70 – John Aston Junior
Nr. 69 – John Fitzpatrick
Nr. 66 – Willie Anderson
Nr. 65 – George Best
Nr. 64 – David Sadler
Nr. 62 – Phil Chisnall
Nr. 58 – Nobby Stiles
Nr. 54 – Nobby Lawton
Nr. 49 – Shay Brennan
Nr. 48 – Mark Pearson
Nr. 47 – Kenny Morgans
Nr. 45 – Alex Dawson
Nr. 42 – David Gaskell
Nr. 41 – Sir Bobby Charlton
Nr. 40 – Ronnie Cope
Nr. 39 – Eddie Colman
Nr. 38 – Wilf McGuinness
Nr. 36 – Billy Whelan
Nr. 35 – Geoff Bent
Nr. 33 – Albert Scanlon
Nr. 29 – Dennis Viollet
Nr. 28 – Duncan Edwards
Nr. 27 – Bill Foulkes
Nr. 26 – John Doherty
Nr. 25 – David Pegg
Nr. 24 – Eddie Lewis
Nr. 22 – Jackie Blanchflower
Nr. 20 – Mark Jones
Nr. 18 – Don Gibson
Nr. 17 – Tom McNulty
Nr. 16 – Jeff Whitefoot
Nr. 11 – John Anderson
Nr. 9 – Johnny Morris
Nr. 8 – John Aston Senior
Nr. 7 – Charlie Mitten
Nr. 4 – Johnny Carey
Nr. 3 – Stan Pearson
Nr. 2 – Jackie Wassall
Nr. 1 – Tom Manley
