Jagten på nummer 255: Don Givens, nummer 80, 1966-1970

Manchester United har givet debut til 254 spillere fra klubbens eget akademi. I denne serie dykker vi ned i listen og fortæller nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Skrevet afSteffen Jønsson

11. november 2025 7:39

Giv din mening til kende

Foto: Blick/RDB/ullstein bild via Getty Images

Akademiet er en hjørnesten i Manchester United, hvor selvudviklede spillere som Bobby Charlton, George Best, Ryan Giggs og Paul Scholes er blandt klubbens største legender.

I alt er der i skrivende stund tale om 254 spillere, der har taget springet fra akademiet til førsteholdet i United.

For at være af egen avl skal følgende kriterier være opfyldt:

Man skal have skrevet kontrakt med klubben før sin 18 års fødselsdag
Man skal have spillet ungdomskampe for klubben
Man må ikke først have spillet for en anden klub på seniorniveau

I denne artikelserie sætter vi jagten ind på den næste i rækken, mens vi mindes alle dem, der tidligere har taget det store spring. Hver og én har nemlig sin helt egen særlige historie.

Nummer 80: Don Givens

Vi begynder historien om Daniel Joseph “Don” Givens med en beretning om hans landsholdskarriere.

Den begyndte i maj 1969, hvor han som 19-årig stadig ikke var lykkedes med at overbevise Sir Matt Busby om at give ham chancen.

Derfor fik han landsholdsdebut for Irland, før han fik debut for United. Det skete mod Danmark i en kvalifikationskamp til VM i 1970. Her var det Danmark, der vandt 2-0 efter to mål af Ole Sørensen.

Givens blev dog ikke sat af holdet af den grund. Han scorede i sin næste landskamp mod Ungarn og spillede mindst én landskamp om året i samtlige kalenderår fra 1969 til 1981. I alt blev det til 51 landskampe og 19 mål.

Irland kvalificerede sig ikke til hverken EM eller VM i perioden, hvor det fra 1973 til 1980 var den tidligere United-spiller Johnny Giles, der var spillende landstræner.

Præstationerne var ellers udmærkede i midten af 1970’erne. I kvalifikationen til VM i 1974 imponerede man med en 2-1 sejr over Frankrig. Men Sovjetunionen var for stærke og tog 1. pladsen ved at slå Irland i begge indbyrdes opgør.

To år senere kom Irland endnu tættere på at kvalificere sig til EM. Her startede de med en 3-0 sejr over Sovjetunionen, hvor Givens scorede alle tre mål.

Desværre for irerne blev de overhalet efter et uventet nederlag til bundproppen Schweiz. Derfor endte man i sidste ende ét sølle point efter Sovjetunionen og gik glip af EM. Den afsluttende 4-0 sejr over Tyrkiet blev derfor også kun kosmetisk. Her var det igen Givens, der scorede alle målene.

John Aldridge og Robbie Keane er de eneste andre, der har formået at score to hattricks for landsholdet. Sidstnævnte er sammen med Niall Quinn og Frank Stapleton også de eneste, der har scoret flere mål for Irland end Don Givens.

Derudover er der kun én anden spiller, der har scoret fire mål i samme kamp for irerne. Paddy Moore gjorde det i 1934 mod Belgien i en kamp, der endte 4-4.

Succes med QPR under Dave Sexton

Mens Givens ikke fik chancen af Sir Matt Busby, fik han den 9. august 1969 sin debut af Busbys efterfølger, Wilf McGuinness. Det skete oven i købet på irerens 20 års fødselsdag.

Den 25. oktober samme år spillede han sin niende kamp, heraf fire som indskifter. Det blev samtidig også hans sidste. United havde kun vundet to af de ni kampe, og han havde kun scoret et mål. Det skete i en 3-1 sejr over Sunderland, hvor George Best og Brian Kidd også kom på tavlen.

I april 1970 blev han solgt til Luton Town for 15.000 pund. Her spillede han i to år, før han blev solgt til Queen´s Park Rangers for 40.000 pund.

Opholdet i QPR blev en stor succes. Holdet rykkede op i hans første sæson, og tre år efter blev de nummer to i den bedste række. Dermed kvalificerede de sig også til UEFA Cup, hvor de nåede helt til kvarfinalen, før de røg ud til AEK Athen efter en straffesparkskonkurrence, hvor Givens scorede på sit forsøg.

Don Givens’ succes i London-klubben sammenholdt med Uniteds nedrykning i 1974 kan godt få én til at tænke på, om han burde have fået flere chancer i United og kunne have spillet mere af sin karriere på Old Trafford. Sådan blev det dog ikke.

Det var i øvrigt den kommende United-træner Dave Sexton, der var i spidsen for QPR på det tidspunkt. Et år efter Sexton forlod London-klubben til fordel for Old Trafford, rejste Givens også videre og endte i Sheffield United efter ophold i Birmingham City og Bournemouth.

Syndebuk på Bramall Lane og schweizisk eksil

Opholdet hos Sheffield United blev ikke nogen succes. Holdet endte langt nede i den tredjebedste række og skulle som minimum bruge uafgjort mod Walsall i sæsonens sidste kamp for at undgå en historisk nedrykning til den fjerdebedste række.

16.001 fans var på plads og bevidnede 85 målløse minutter på Bramall Lane. Men så fik gæsterne fra Walsall et straffespark. Deres spillende træner, Alan Buckley, plejede at sparke for dem. Men hans knæ voldte ham problemer, og i stedet sparkede Don Penn, som scorede sikkert.

Fortvivlede Sheffield United-fans var nærmest på vej til at invadere banen. Det blev dog stoppet, da et tyndt straffespark blev fløjtet i hjemmeholdets favør med kun et minut tilbage.

For hjemmeholdet plejede Tony Kenworthy at sparke, men han var blevet droppet til kampen. John Matthews var den næste i rækken, men han ville ikke. Så for anden gang i kampen var der et straffespark, hvor spillerne ikke ligefrem stod i kø for at eksekvere det.

I sidste ende blev det sparket af Givens, der kun havde været i klubben i to måneder. Det var et dårligt spark. – Kraftløst og uden håb, skrev Cynthia Bateman fra The Guardian.

Det blev også Don Givens’ sidste spark for Sheffield United, der i høj grad gjorde ham til syndebuk for den historiske nedrykning. I den anden ende af byen er han dog mere populær. Fans af Sheffield Wednesday fejrer nemlig “Thank Givens Day” den 2. maj til minde om Sheffield Uniteds nedrykning til den 4. bedste række i 1981.

Det tog hårdt på Givens at have brændt straffesparket og føle hadet fra egne fans. Samme sommer skiftede han også til Neuchâtel Xamax i Schweiz, hvor han spillede indtil 1987. Her hjalp han klubben med at vinde det schweiziske mesterskab for anden gang i historien (foto).

Det var også i Neuchâtel Xamax, han startede sin trænerkarriere i 1993. Det førte ham sidenhen forbi Arsenals ungdomsafdeling, inden han havde et årti som irsk U21-landstræner. Her blev det også til to korte perioder som midlertidig træner for A-landsholdet.